Influenza-bølge rammer os lige nu
Ahhhtjuu. Influenza-epidemien rammer os lige nu. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Der er tale om en influenza-epidemi, og den rammer tidligere på året end tidligere, fastslår professor og overlæge på Aalborg Universitetshospital, Henrik Nielsen.
De seneste to uger har et stort antal nordjyder måttet blive i sengen, trække dynen op over ørene og stikket ud, fordi de er ramt af influenza.
Det er fortsat et godt råd, at hvis vi er syge; hoster og snotter, så skal man blive hjemme for ikke at smitte andre
Henrik Nielsen, overlæge, Aalborg Universitetshospital
Hele landet er nemlig lige nu ramt af en influenza-bølge, og vi er modtagelige overfor influenza-virus som aldrig før.
De seneste to år har der været meget begrænset influenzasmitte, fordi Danmark har været delvist nedlukket, og smitten ikke har kunnet sprede sig. Det betyder, at færre af os er dækket af den naturlige immunitet, der opstår, når vi lægger os syge med en omgang influenza.
Immunsystemet har glemt influenza
- Vi har en befolkning, der er mere modtagelig overfor influenza, fordi vi er sluppet for influenza et par sæson på grund af coronarestriktioner, og derfor har immunsystemt glemt influenzavirus, siger Henrik Nielsen, der er professor og overlæge på Infektionsmedicinsk afdeling, Aalborg Universitetshospital.
- Der tegner sig en stor influenzabølge denne vinter, tilføjer han.
Og der er lige nu ingen befolkningsgrupper, der kan vide sig sikker på ikke at blive ramt.
- Vi ser en del børn og unge, der er syge på grund af influenza, lyder det fra den nordjyske overlæge.
Influenza-bølge rammer bredt
De seneste tal fra Statens Serum Institut viser også, at influenzaepidemien for alvor er kommet i gang.
I løbet af de seneste tre uger er der hver uge sket en fordobling i antallet af influenzasmittede danskere. Således var der i uge 47 64 registrerede influenzatilfælde, mens tallet i uge 50 var der 593.
Smitten er steget mest i hovedstadsregionen, men alle fem danske regioner har registreret stigende influenzasmittetal, skriver SSI.
Derfor forudser Henrik Nielsen fra Aalborg Universitetshospital også, at influenzaen kan ramme mange, og flere end tidligere på være forberedt på at må tage sig et par sygedage de kommende måneder.
Godt råd: Bliv hjemme
- Det er selvfølgelig lidt trist, at det nu omkring højtiden, at man bliver syg og må blive hjemme, men det er fortsat et godt råd, at hvis vi er syge; hoster og snotter, så skal man blive hjemme for ikke at smitte andre, siger overlægen.
Ser man ud over Europa, tegner sig samme billede.
WHO har udsendt en erklæring, hvor organisationen opfordrer til at "være på vagt" over for influenzasmitten, og senest har 27 europæiske lande meldt om udbredt smitte, lyder det fra SSI.
Corona er her fortsat
Helt usædvanligt denne vinter er, at der fortsat er coronavirus i omløb.
Skulle man blive ramt af både coronavirus og influenzavirus, så er der således meget få fortilfælde af en sådan kombination at læne sig op ad.
- Det er noget ukendt for os, og jeg tror ikke, man kan finde nogen, der kan give et godt svar, men vi skal selvfølgelig holde øje med, hvad der sker. Vi har ikke så stor erfaring med, hvad sker i kroppen, hvis man rammes af begge virus samtidig - om der bliver en stærkere sygdom eller hvad der sker, det ved vi ikke, siger Henrik Nielsen.
Overlægen understreger, at det ifølge ham er temmelig usandsynligt, at man skulle få begge vira samtidig.
Sygehusvæsenet er presset
- Vi er opmærksomme ikke mindst af hensyn til, at det danske sygehusvæsen er presset. Det værste, der kan ske, er, at der er for mange, der har brug for at komme på sygehus samtidig, siger Henrik Nielsen, som tilføjer, at der er større risiko for, at der dukker et par sygedage frem denne vinter, men han håber og forventer, at folk vil blive ramt af en mild omgang virus.
Den nordjyske overlæge forudser, at influenza-epidemien topper i januar, for derefter at aftage.