Indbrudstyve overfaldt mand i eget hjem
Indbrudstyve slog mand ned, da han forsøgte at stoppe dem i at stjæle hans bil på Sønder Øksevej ved Brovst. To mistænkte er anholdt efter en intensiv jagt.
TV2/Nord har talt med mandens familie, der forklarer, at familiens hund vækkede dem, da tyvene rodede rundt på ejendommen.
Manden i huset gik ud for at finde årsagen til larmen, hvorefter han blev slået ned bagfra med en ukendt genstand.
Herefter flygtede tyvene i en stjålen bil fra en ejendom i nærheden. Bilen er en Toyota Rav 4. De efterlod en VW transporter, der var fyldt med stjålne designermøbler og lamper fra et tidligere indbrud i Sparekassen Himmerland.
Tyvene er senere blevet sat i forbindelse med tre indbrud. Først i Sparekassen Vendsyssel ved Halvrimmen, hvor en mønttæller, var brudt op. Derefter i Nørresundby Bank i Vestbjerg og Nordea i Tylstrup, hvor alt inventar var væltet. De er tilsyneladende gået efter penge.
Politiet er i skrivende stund ved at undersøge de nærmere omstændigheder. De formoder alle indbruddene er begået af de samme gerningsmænd, der nu skal afhøres.
De blev anholdt i Strubjerg i Nørresundby klokken 08.30. Blot tre en halv time efter overfaldet af manden. Begge gerningsmænd er særdeles godt kendt af politiet.
Mændene er henholdsvis 20 og 25 år.