Indbringer millioner: Her er de stærekasser, hvor flest bliver blitzet
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Tre af de fire mest aktive stærekasser er nordjyske.
Langt flest bliver blitzet af stærekasserne i Nordjylland.
Færre fartsyndere bliver blitzet på de 20 strækninger, hvor der er opsat permanente stærekasser. Ikke desto mindre kradser politiet et anseeligt millionbeløb ind hvert år.
Det viser nye tal fra Rigspolitiet, som Gjensidige har analyseret.
Intet mindre end 111.182.200 kroner har bilisterne spyttet i statskassen, fordi foden har været lidt for tung på speederen.
Og i Nordjylland er fartsynderne slemmest til at passere stærekasserne med for høj fart. Tre ud af de fire mest aktive stærekasser er nemlig nordjyske.
- Højere fart giver større risiko for ulykker, og derfor er for høj fart også skyld i alt for mange ulykker hvert år. Derfor er det mit håb, at bevidstheden om ikke at blive blitzet i en stærekasse også giver en mere generel forståelse for vigtigheden af at overholde fartgrænserne på strækninger uden permanent fartkontrol, siger Henrik Sagild, der er direktør for skade i Gjensidige.
Fald på 40 procent
Selvom mange stadigvæk buldrer forbi stærekasserne med for høj fart, så ser udviklingen i høj grad ud til at gå den rigtige vej.
I 2021 var der 42.085 sager om hastighedsoverskridelser ved landets 20 stærekasser. Et tal der faldt til 25.753 sidste år. Dermed var der omkring 40 procent færre sager i 2022 sammenlignet med 2021.
- De strækninger, hvor der er opsat stærekasser, blev særligt udvalgt, fordi der både blev kørt for stærkt og skete for mange ulykker. Og når vi ser så stort et fald i sager om hastighedsoverskridelser på samtlige strækninger, så er det et tydeligt tegn på, at indsatsen virker, og det er i sig selv meget positivt, siger Henrik Sagild.
De fem stærekasser med flest sager siden 2021:
1. Vildsundsvej 6,3 km. mrk., Nykøbing Mors: 17.881
2. Gaabensvej, Nykøbing F: 11.612
3. Vildsundsvej 6,7 km mrk., Nykøbing M: 7.845
4. Aalborgvej, Aabybro: 5.617
5. Bogensevej, Odense: 5.383
Kilde: Gjensidige/Rigspolitiet