IMS Service renset
Foto: Lars S. Christoffersen
Hjemmeservice- og rengøringsfirmaet IMS Service i Frederikshavn har uberettiget været under anklage for blandt andet snyd og lemfældig omgang med medicin. Det fastslår en tilsynsrapport fra Frederikshavn Kommune.
Indehaver af IMS Service Iben Simonsen drev indtil slutningen af november 2014 en velrenommeret servicevirksomhed med både offentlige og private kunder i Frederikshavn og omegn.
Den 24. november fik hun intetanende en opringning fra en journalist, der kunne fortælle, at hendes firma var anklaget for snyd af en sygemeldt medarbejder. Medarbejderen havde kontaktet FOA, og FOA valgte på den baggrund uden videre at gå til medierne med sagen.
Siden fulgte flere beskyldninger fra FOA, og Frederikshavn Kommune valgte medio december 2014 på den baggrund at igangsætte en undersøgelse.
Undersøgelsen er nu blevet offentliggjort, og konklusionen er, at IMS Service renses for alle anklager. Iben Simonsen er dog ikke udelt begejstret:
- Det er klart, at vi har imødeset undersøgelsen og dens resultater, men vi har jo hele tiden vidst, at der ikke var hold i de anklager, som vi er blevet præsenteret for. Vi har aldrig haft en klage fra en borger, og derfor kom det som et chok, da jeg den 24. november blev ringet op af en journalist, der havde læst pressemeddelelsen fra FOA, siger Iben Simonsen og fortsætter:
- Selvom vi nu er renset, og at der nu forhåbentlig kommer mere ro på både privat og i virksomheden, så er jeg stadig rystet over, hvordan FOA har ageret i sagen. Det her har jo virkelig været hårdt og har skadet vores virksomhed betragteligt.
I rapporten konkluderer Frederikshavn Kommune blandt andet:
- På baggrund af ovenstående undersøgelse kan der ikke findes udsagn eller materiale, der generelt kan underbygge de påstande, som FOA har fremført. De gennemførte revisiteringer samt interview med hjemmehjælpere fra IMS Service giver et billede af, at borgeren får den hjælp, som de er visiteret til, samt at den enkelte medarbejder er kompetent og klædt på til at løse opgaverne omkring borgerne.
Jakob S. Johnsen fra HjulmandKaptain, der er IMS Service' advokat i sagen, overvejer nu sammen med Iben Simonsen et eventuelt efterspil.