Ikke bare rolig, men helt rolig: Alle - selv forbrydere - sidder hjemme
Foto: Rådet for Sikker Trafik
Efter nytåret var skudt ind, gik politiet fra den ene yderlighed til den anden.
Det er selvfølgelig heller ikke så svært andet, når vi kun er på årets anden dag.
Og konkurrencen kommer fra et nytårsbrag af en fest for mange nordjyder.
Ikke desto mindre har det været "årets roligste dag og nat" for Nordjyllands Politi.
Det fortæller vagtchef René Kortegaard til TV2 Nord.
- Jeg har ikke lige statistikken i hovedet, men jo, det har været meget roligt, lyder det med et grin og tryk på 'meget.'
Er anden januar den mest stille dag på året?
- Der har i hvert fald kun været tale om småting - og det, meget tidligt på dagen i går, siger René Kortegaard og beretter om en helt stille nat.
Selv forbrydere, uromagere og tyveknægte har haft tømmermænd, tyder det næsten på.
- Det er generelt sådan en dag med helt ro på, fordi folk jo sidder hjemme.
Vagtchefen nævner i småtingsafdelingen et par morgenfester, der skulle lukkes i går.
Der var dog naturligt nok lidt mere gang i den natten til første januar, hvor en voldtægtsanmeldelse skulle efterforskes. Den sag kan du læse mere om her.
Fire anholdt
Derudover havde nytårsnat været "forbavsende stille og rolig," som Réne Kortegaards kollega, vagtchef Thomas Ottesen, sagde i går.
I alt fire mænd i alderen 17 til 26 år blev nemlig anholdt efter optræk til ballade.
Den ene af mændene blev anholdt og sigtet for vold i forbindelse med en privatfest, mens en anden sigtes for hærværk efter at have slået flere sidespejle af biler.