Den socialdemokratiske borgmester i Aarhus Kommune har onsdag meddelt sit stop i hvervet ét år før tid, og det har borgmester- og partikollegaen i Aalborg Kommune, Lasse Frimand Jensen (S), nu reageret på.
- Min første reaktion var, at jeg var overrasket. Jeg havde ikke set det komme, men jeg har også stor respekt for Jacobs beslutning, lyder det indledningsvis fra Lasse Frimand Jensen.
- Jacob er en rigtig god borgmesterkollega og har været rigtig god for mig, da jeg startede som ny borgmester midt i valgperioden.
Lasse Frimand Jensen blev selv indsat som borgmester, da den daværende borgmester i Aalborg Kommune, Thomas Kastrup Larsen, valgte at stoppe 28. marts 2023.
Brug for forandring
Og der er flere socialdemokratiske borgmestre, der har valgt at stoppe før tid i denne valgperiode - blandt andet Birgit S. Hansen i Frederikshavn Kommune og overborgmester Sophie Hæstorp Andersen i København.
- Jeg synes, at vi står ret godt. Jeg tror, at rigtig mange af vælgerne i de større byer også gerne vil have forandring, svarer Lasse Frimand Jensen på spørgsmålet om, hvor han mener, at Socialdemokratiet står lige nu.
- Det er klart, at man selvfølgelig gerne vil fortsætte det gode arbejde, som både Thomas (Kastrup, red.), Jacob (Bundsgaard, red.) og Sophie (Hæstorp Andersen, red.) har efterladt, men der er også mulighed for at sætte en ny dagsorden. Det, tror jeg også, er rigtig vigtigt med den fremtid, vi kigger ind i, for der er behov for at gøre tingene på en ny og smart måde.
Den nye socialdemokratiske borgmester, der skal tage over i Aarhus Kommune kan godt glæde sig ifølge Lasse Frimand Jensen.
Se en bid af interviewet med Lasse Frimand Jensen herunder:
- Det har været det bedste job i mit liv. Det at være borgmester i den kommune, man er født og opvokset i, er jo ikke noget, man skal tage for givet, så det sætter jeg en stor ære i, og jeg har været enormt glad for det.
- Og jeg håber, at jeg kan fortsætte efter valget næste år, men det er jo op til vælgerne at afgøre, slutter Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen (S).