To identiske trafikulykker i Brønderslev
Med få timers mellemrum skete der to næsten identiske trafikulykker i Brønderslev. Begge skyldes overtrædelse af vigepligten.
Ældre kvinde overtrådte vigepligten
Omkring klokken 10 tirsdag formiddag kørte et ældre ægtepar, med kvinden bag rattet, frem for ubetinget vigepligt på Frederiksgade i Brønderslev og blev ramt af en medtrafikant.
Falck måtte skære taget af bilen for at få kvinden ud, men alle tre implicerede slap med mindre knubs. Det oplyser Nordjyllands Politi i Brønderslev.
21-årig mand kørte ud foran en bil
Senere på dagen omkring klokken 13.30 gjorde en 21-årig mand den ældre kvinde kunsten efter. Han kørte frem for ubetinget vigepligt på Østergade i Brønderslev og blev ramt af en 26-årig bilist.
Også her måtte Falck skære taget af den 26-åriges bil for at få ham ud. Han er nu indlagt på intensiv afdeling på Sygehus Syd i Aalborg, men er udenfor livsfare. Den 21-årige slap uskadt.
Begge kan miste kørekortet
De to ulykker var næsten identiske og førerne af de to biler, der overtrådte vigepligten risikerer nu at miste kørekortet.