I dag træder disse nye restriktioner i kraft: - Det vil koste virksomheder livet, lyder vurderingen
Statsminister Mette Frederiksen til pressemøde fredag, da hun varslede nye restriktioner for hele landet. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix
En række nye landsdækkende restriktioner og anbefalinger i kraft er netop lørdag kl. 12 trådt i kraft. Restriktioner og anbefalinger til, hvordan vi igen får coronavirussen under kontrol.
Tiltagene vil foreløbig gælde til og med 4. oktober 2020. Se dem i bunden af artiklen.
Kravet om opsynspersonale i detailhandlen forventes dog først indført fra 25. september.
Restauranter hårdt ramt
Det er især restauranter, barer og caféer, der bliver indskrænket af de nye restriktioner, hvilket har ført til store frustrationer i restaurationsbranchen.Hos Dansk Industri er man uforstående over for indgrebene, fortæller medlemsdirektør Lars Frelle-Petersen.
- Det er problematisk, at det lige præcis er restauranterne, der skal lukke klokken 22. Vores indtryk er, at det ikke er her, smittespredningen sker. Så vi kunne godt tænke os at se noget dokumentation for, at det er på restauranterne og ikke til piratfesterne, at smittespredningen sker, siger han til TV 2.
Regeringen er klar til at ofre restauranter
Ifølge TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, havde statsminister Mette Frederiksen (S) svært ved at redegøre for, hvorfor restauranter nu skal lukke klokken 22 i stedet for ved midnat på pressemødet fredag eftermiddag.
- Regeringen har ikke nogen egentlig dokumentation for, at restauranterne skal lukke klokken 22. Statsministeren blev spurgt om det på fredagens pressemøde, hvor hun omgående sendte spørgsmålet videre til Søren Brostrøm, der faktisk siger, at selvom der ikke er noget dokumentation, så VED de, at det er der, smitten tager sit udgangspunkt, siger han.
Samtidig peger Troels Mylenberg på, at netop resturationsbranchen er et sted, hvor regeringen er klar til at lave et offer på coronaens alter.
- Regeringen ved, at det her vil koste virksomheder livet, siger han.
Herunder kan du få et overblik over de restriktioner, som gælder fra klokken 12, lørdag 19.september.
Restriktioner
Forsamlingsforbud sænkes til 50
Fremover er det maksimalt tilladt at være 50 personer samlet på samme sted. Hidtil har grænsen været 50 i Storkøbenhavn og 100 i resten af landet.
Restauranter skal lukke klokken 22
Restauranter, caféer og barer skal fremover alle lukke senest klokken 22. Hidtil har det uden for hovedstadsområdet været tilladt at holde åbent til klokken 02.
Det vil heller ikke være muligt at holde private arrangementer disse steder efter klokken 22, og politiet vil som supplement holde skærpet opsyn med risiko for større forsamlinger - såkaldte hotspots.
Til gengæld kan serveringssteder godt få lov at holde åbent frem til klokken 05 med henblik på at sælge takeaway.
Påbud om mundbind
Når man går og står på landets restauranter, barer og caféer, skal man fremover bære mundbind. Sidder man ned, er det ikke nødvendigt. Der vil gælde samme undtagelser for brug af mundbind som i kollektiv transport (børn m.fl.)
Maks 500 til superligakampe
Tilskuerbegrænsningen til Superligakampe bliver igen sat ned til 500 i alt. Hidtil har klubberne ellers haft mulighed for at inddele deres stadioner i sektioner med 500 i hver.
Det vil heller ikke været muligt at afvikle hverken indendørs eller udendørs idrætsarrangementer med videre på faciliteter, hvor der er flere end 500 personer til stede samtidig.
Krav om skiltning
Alle steder, hvor der er begrænsninger på, hvor mange personer, man må være samlet, skal det af skilte klart fremgå, hvor mange man må være.
Det skal blandt andet styrke politiets muligheder for at sikre, at reglerne bliver efterlevet.
Forbud mod alkohol i bus
Der indføres forbud mod indtag af alkoholiske drikke under kørsel i busser, der foregår med tilladelse efter buskørselsloven.
Krav om opsynspersonale i større butikker
Der indføres krav om synligt opsynspersonale i lokaler i detailhandlen over 2000 kvadratmeter, herunder udvalgsvarebutikker, dagligvarebutikker, storcentre, stormagasiner, varehuse, basarer, arkader og lignende. Kravet forventes at gælde med virkning fra 25. september.
Derudover anbefales det, at indkøb kun foretages af ét familiemedlem ad gangen.