I dag sker det: Kunstgræsbaner kan blive gjort forbudt
Foto: Emma Fjordbak / TV2 Nord
Dansk Boldspil-Union er imod forbuddet.
Der er omkring 400 kunstgræsbaner i Danmark. Siden 90'erne er der kommet flere og flere rundt i de danske fodboldklubber, men nu kan det være slut.
Hvert år forsvinder tusindvis af kunstgræsbanernes små gummigranulater og ryger ud i naturen. Derfor er spørgsmålet blevet rejst, om gummistykkerne skal forbydes.
Banerne har gennem årene haft afgørende betydning for de nordjyske fodboldklubber.
- Vi har jo forlænget det til helårsfodbold, sagde John Kiil, der er børne- og ungdomsformand i Nørresundby FB, til TV2 Nord i sidste uge.
Og det faktum er langt fra ligegyldigt. For ifølge ungdomsformanden betyder det en hel del, at sporten nu kan dyrkes helårligt. Klubben har i hvert fald oplevet en fremgang i medlemstallene blandt børn og unge.
Mulig afgørelse onsdag eftermiddag
Onsdag eftermiddag skal EU så højst sandsynligt afgøre, om der kommer et forbud mod salg af gummigranulaterne, der bruges i banerne. Dog med det forbehold at medlemslandene kan udskyde afgørelsen til næste møde.
Det er REACH-komitéen, der afgør, om der skal være et EU-forbud på de små gummistykker på kunstgræsbanerne.
REACH er EU's fælles kemikalielovgivning og består af medlemslandene, og her sidder den danske miljøminister Magnus Heunicke (S) blandt andet med. Danmark er dog imod et forbud, men vil forsøge at løse miljøudfordringen på anden vis.
Dansk Boldspil-Union er på lige fod med ministeren.
- Kunstgræsbanerne er kommet for at blive. De udgør en vigtig del af det danske foreningsliv og fællesskab, og så er de afgørende for, at fodbold kan spilles året rundt i Danmark og dermed være med til at give et markant løft i folkesundheden med den ekstra motion, siger Bjarne Christensen, der er formand for DBU’s bæredygtighedsudvalg.
Forslaget lægger op til en udfasning af gummistykkerne henover de kommende seks år.
VIDEO: Se TV2 Nords indslag fra den 22. februar om kunstgræsbanerne i Nørresundby FB.