Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Hvordan træner man en hest til OL? - Kan ikke være 100 procent skarp hele tiden

Hestene er ligesom menneskeatleter, når det handler om forberedelse til OL.

OBS: Efter optagelserne af programmet ’Til OL fra Nordjylland’ er det kommet frem, at Carina Cassøe Krüth oprindeligt blev udtaget som reserve på det danske OL-dressurhold. Umiddelbart inden offentliggørelsen kom Dansk Ride Forbund i besiddelse af en video, hvor Carina Cassøe Krüth træner en hest hårdt. På baggrund af den valgte forbundet at indberette hende til disciplinærudvalget, og hun trak sig fra sin plads som reserve til OL. 

Du kan se sjette afsnit af 'Til OL fra Nordjylland' i bunden af artiklen eller på TV 2 Play.

Ryttere har en helt anderledes fordel, end vel stort set alle andre sportsudøvere har.

De bliver bedre med alderen. 

- Der er vi jo meget privilegerede i forhold til andre atleter. Hvor vi kan blive ved, til vi er gamle. Der er mange af mine kollegaer, som rider på højt internationalt plan. Selvom de er plus 60 år, fortæller dressurrytteren Carina Cassøe Krüth. 

Men selvom hun selv er på et ganske højt plan indenfor dressurridning, kommer der også unge store stjerner op, som gør det svært for de ældre ryttere. 

- Mit niveau er egentlig ikke blevet lavere. Men der er kommet nogen, der er blevet bedre. Og sådan er det nogle gange. Så jeg tror ikke, jeg vil ende på en syvendeplads den her gang. Men jeg tror godt jeg vil kunne komme i en finale, fortæller hun. 

Danse bliver for gammel

Den 39-årige dressurrytter fra Mariager har tidligere været med til OL. Det var hun i 2021 i Tokyo, hvor det blev til en ganske god placering. 

Selvom hun endte med en topplacering ved seneste OL, har hun ikke kunnet være sikker på, at hun vil blive udtaget til dette OL med sin makker og hest Danse.   

Bliver det til et OL i 2028, bliver det ikke med Danse.

- Der vil hun være for gammel. Jeg har en meget god unghest, som har det i verden, der skal til. Og så skal den uddannes, og vi må se, hvordan det går. Måske kunne det blive med ham, siger Carina Cassøe Krüth. 

Men hvordan træner man overhovedet en hest op til et OL, når man nærmer sig det? Og skal der lidt ekstra god forplejning til?

- Der ville vi typisk sådan 14 dage før afgang til et stort stævne. Der ville man skrue lidt mere op for at træne tingene i programmet. For at det sidder lidt mere skarpt. Det er klart, at man kan ikke være 100 procent skarp hele tiden. Så går man i stykker. Heste er jo ligesom menneskeatleter, fortæller Carina Cassøe Krüth og fortsætter:

- Men hun får rigtig god kost og god forplejning hver dag. Jeg ved efterhånden ikke, hvordan jeg skulle skrue op for det.

Kusine ringede året inden bryllup

Helt som andre atleter er der også mange ting, som man ikke kan, når man dyrker en sport på eliteniveau. Og Carina Cassøe Krüth har endda en del heste, hun også ridder til daglig udover Danse. 

- Det med at give afkald på familie og venner er der ikke noget nyt i. Det, tror jeg, bare er en del af livsstilen. Sådan har det været i alle de år, jeg kan huske. Det har altid været hestene først, siger hun og fortsætter:

- Jeg havde en kusine, der skulle giftes sidste år. Og året før det ringede hun til mig og sagde: "Er du sød at tjekke den her dato, om du skal til ridestævne. Fordi jeg vil gerne have dig med."

Du kan i afsnittet herunder høre, om Carina Cassøe Krüth kom med til brylluppet, og meget mere om, hvordan det er at være rytter på et meget højt niveau:


Nordjysk virksomhed opkøbt for kæmpe millionbeløb

Foto: Pressebillede

Foventningen er, at der nu skal hyres flere medarbejdere.

Gulvvirksomheden Timberman er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman, der har hovedsæde i Hadsund, i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos. Volati har en årlig omsætning på 7,7 milliarder svenske kroner, svarende til knap fem milliarder danske kroner.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned, hvor Timberman bliver en del af Volatis datterselskab Salix Group, som beskæftiger sig med at levere materialer til byggeri og industri.

Ingen af parterne vil oplyse det nøjagtige beløb, men der er tale om et trecifret millionbeløb.

Medarbejdere har intet at frygte

- Vi har haft en flot vækst de seneste tretten år under ejerskabet af Amorim Cork Flooring, og vi har efterhånden indtaget en position, der gør os klar til næste niveau. Det får vi nu mulighed for med en stor og vidtforgrenet majoritetsejer i Volati, siger administrerende direktør i Timberman, Mogens Fisker, som fortsætter i sin nuværende stilling.

Timberman kunne i foråret udvide deres aktiviteter i Sverige, og det gav derfor mening for virksomheden at komme på svenske hænder.

Ifølge Mogens Fisker ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Timberman er landets førende af hårde gulvbelægninger i træ, kork og vinyl.


Se listen: Her bor de vådeste, frækkeste og mest kinky nordjyder

Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Nordjyderne er godt repræsenteret i 2024.

De årlige statistikker fra Sinful.dk er igen landet, og endnu en gang beviser nordjyderne, at de er nogle af landets frækkeste. 

Sidste år var det kun Løkken, der var at finde på sexshoppens liste, men i år er hele tre nordjyske byer kommet på. Og igen i år er Løkken at finde på en fræk førsteplads.

I 2023 indtog Løkken førstepladsen i kategorien 'Landets stærkeste underliv', og i år er det kategorien 'Årets vådeste by', som vendelboerne indtager førstepladsen i.

Det er nemlig i Løkken, at der er blevet købt mest glidecreme fra Sinful.dk gennem 2024. Her har vendelboerne nemlig købt 3,59 gange så meget glidecreme per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Derudover er Løkken igen i år at finde på flere lister. Den vendsysselske by er nemlig også nummer tre på listen over de frækkeste byer. Her er der nemlig solgt 2,64 flere stykker sexlegetøj per indbygger end landsgennemsnittet. I 2023 indtog Løkken tredjepladsen på selvsamme liste med 2,5 stykker sexlegetøj.

Top 10 frækkeste byer

  1. Humlebæk 2,79

  2. Skævinge 2,66

  3. Løkken 2,64

  4. Rødby 2,58

  5. Græsted 2,45

  6. Odense NV 2,20

  7. Faaborg 2,15

  8. Aakirkeby 1,92

  9. Aarhus C 1,83

  10. Randers C 1,74

* tallet indikerer, hvor mange gange, der er købt sexlegetøj i byen i forhold til landsgennemsnittet

Kilde: Sinful.dk

Flere byer at finde på listerne

I år står Løkken dog ikke alene på sexshoppens frække liste. Både Aalborg C og Sindal gør nemlig byen selskab.

Sindal er nemlig den by i landet, der har købt mest lingeri per indbygger på Sinful.dk i 2024, og dermed har den nordjyske by vundet kategorien 'Landets frækkeste undertøj'. Faktisk har indbyggerne i Sindal købt 4,22 gange så meget lingeri per indbygger i forhold til landsgennemsnittet.

Samtidig er Aalborg C igen at finde på en liste. Aalborgenserne indtager nemlig tredjepladsen på listen over de mest kinky byer i landet.

Årets mest kinky byer er fundet ved at udregne, hvilke byer der har købt mest bondage sexlegetøj. Det vil sige, at aalborgenserne køber 3,67 gange så meget kinky sexlegetøj som landsgennemsnittet.

Top 10 mest kinky byer

  1. Slagelse 4,77

  2. Brabrand 3,90

  3. Aalborg C 3,67

  4. Oksbøl 2,80

  5. Rødby 2,60

  6. Grænsted 2,43

  7. Højbjerg 2,12

  8. København SV 2,00

  9. Randers C 1,99

  10. Aakirkeby 1,85

Kilde: Sinful.dk

Det fremgår desuden af Sinful.dk, at det overvejende er mænd, der køber sexlegetøj på sexshoppen. Hele 58 procent af brugerne var nemlig mænd.

Samtidig er årets frækkeste navne for 2024 Maria og Jesper. Det er nemlig de navne, der er gået flest gange igen på ordresedlerne.

De frækkeste navne

  1. Maria og Jesper

  2. Michael og Cecilie

  3. Mikkel og Mette

  4. Thomas og Camilla

  5. Christian og Emma

  6. Daniel og Pernille

Kilde: Sinful.dk


Flere hunde forgiftes - direktør ser klar sammenhæng

Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Dyreforsikringsselskab får langt flere anmeldelser om forgiftninger af hunde.

Det vrimler med dem i naturen, og de efterladte nikotinposer er dødelige for dyr.

TV2 Nord har tidligere beskrevet, hvordan Ann Hvarregaard i november måtte give sin fire måneder gamle hvalp Olga kunstigt åndedræt foran sine børn, efter hunden havde slikket på en nikotinpose, den fandt i naturen.

Og hun er langt fra den eneste.

Stigning i anmeldelser

Dyreforsikringsselskabet Agria har nemlig de seneste år registreret antallet af nikotinforgiftede hunde, og det seneste år er antallet steget markant.

- Sammenlignet med samme periode sidste år er der tale om en stigning på hele 52 procent i antallet af anmeldte nikotinforgiftninger blandt hunde, siger Tine Stabell, direktør for dyreforsikringsselskabet Agria.

Tine Stabell fortæller, at selv små mængder nikotin er farlige for dyr, og at hvalpe er særligt udsatte. Hun sammenligner hvalpene med små børn, der er nysgerrige på sine omgivelser og smager på det meste, de kan komme i nærheden af.

- Fordi hundehvalpe fysisk er mindre i størrelsen, får de relativt mere nikotin i kroppen end en voksen hund, når de spiser en nikotinpose, siger direktøren.

Nikotinposer flyder i naturen

TV2 Nord kunne tirsdag fortælle, hvordan det flyder med cigaretskodder og nikotinposer i den nordjyske natur.

Dette års Masseeksperiment viste nemlig, at nikotinposerne vinder frem, mens cigaretskodderne fortsat fylder.

I år deltog 2112 elever fra 31 skoler i region Nordjylland i Masseeksperimentet, og de fandt altså tilsammen 1196 cigaretskodder i den nordjyske natur, mens man på landsplan fandt hele 5819 stykker nikotinposer i naturen.

Men selvom cigaretskodderne på papiret fylder mest, så var det noget helt andet, som man oplevede hos 4. klasseseleverne på Skolegades Skole i Brønderslev.

- Jeg har oplevet, at I takt med at antallet af cigaretskodder falder, så er der mange flere snusposer rundt i naturen. Nikotinaffald er ikke blevet mindre, konstaterer Torben Madsen, der er lærer for 4. klassen, som deltog i masseeksperimentet.

Han deltog desuden også i masseeksperimentet tilbage i 2019.

Forebyggelse af nikotinforgiftning hos hunde

  1. Hold nøje øje med din hund, når du lufter den – lad derfor mobilen blive i lommen på gåturen og hav fokus på hunden.

  2. Træn hunden til at reagere på en "slip"-kommando.

  3. Hav altid lækre godbidder med, når du går tur, så du kan bytte, hvis hunden får fat i noget, du mistænker kan være farligt.

  4. Undgå at lufte hunden på områder med meget snusaffald, såsom ved skoler, stoppesteder eller lignende.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Mørketal

De mange nikotinforgiftninger blandt hunde hænger ifølge Agrias direktør sammen med en øget mængde dumpede stykker snus i naturen.

- I perioden fra 2017 til 2021 registrerede Agria Dyreforsikring en fordobling i antallet af generelle forgiftningsskader. Samtidig begyndte vi at se en sammenhæng imellem stigningen og udbredelsen af de såkaldte røgfrie nikotinprodukter, forklarer Tine Stabell, direktør i Agria.

Selvom antallet af registrerede tilfælde er fordoblet, frygter Tine Stabell, at antallet er endnu højere. Det skyldes, at tilfældet kun registreres, hvis det fremgår af skadesanmeldelsen.

- Det er kun, hvis ejeren rent faktisk har observeret hunden indtage en snus- eller nikotinpose, eller hvis dyrlægen har konstateret det, at det bliver registreret som årsag, siger direktøren.


Hvorfor væltede 200 tons tung kran? Svaret lader vente på sig

Arbejdstilsynet har endnu ikke kunnet fastslå, om der skete brud på reglerne, da en stor kran væltede i Østerild.

Hvad var det, der gik galt, da en 200 tons tung kran pludselig væltede på det nationale testcenter for vindmøller i Østerild i Thisted Kommune?

Det er tilsyneladende ikke så let at få opklaret.

Kollapset skete 28. november, men Arbejdstilsynet har endnu ikke udgivet en endelig rapport, der fastslår årsagen.

TV MIDTVEST har nu fået aktindsigt i tilsynets besøgsrapport, som blev udsendt 4. december.  Det fremgår af rapporten, at tilsynet normalt kan nå at behandle en sag på under 14 dage, men i nogle tilfælde kan der gå længere tid.

Præcist hvorfor sagen endnu ikke er afgjort, ønsker tilsynet ikke at kommentere, men det fremgår af besøgsrapporten, at man "afventer svar på krandata" for at kunne træffe en afgørelse.

- Vi er ved at tage stilling til, om jeres virksomhed skal have en eller flere afgørelser, skriver tilsynet til kranfirmaet.

Den 23-årige mand, der styrede den 190 meter høje kran, da det gik galt, fik dieselolie ud over sig og blev behandlet på skadestuen.

Kort tid efter lød fra politiet, at manden havde det okay efter omstændighederne.

Arbejdstilsynet besøgte uheldsstedet dagen efter med det formål at undersøge, om kranfirmaet overholder arbejdsmiljøloven.


Morgenens vejr byder på risiko for dis og tåge, og nogle steder vil temperaturen være nede omkring frysepunktet.

Det gælder særligt nede i vejbanerne, hvor der også er risiko for rimtåge. Det anbefales derfor at køre hjemmefra i god tid til at forholde sig til det.

Det bliver derudover en dag med rolige vindforhold. Der er kun tale om svage og lette vinde fra østlig retning.

Der er mulighed for solstrejf i løbet af dagen, men det meste af dagen vil der være skyet, men tørt.

Temperaturen kan komme op på 2-3 plusgrader, men det bliver køligere, når solen går ned, og her vil temperaturen nærme sig frysepunktet.

Tjek også vejret med Solvej Vindblæst:

Vejret tre timer frem
Vejret senere