Hvid jul vil ramme trafikken
I store dele af landet kan danskerne være sikre på hvid jul. Men nedbør i løbet af ugen vil ramme trafikken.
En landsdækkende hvid jul, hvor 90 procent af Danmark er dækket af sne, er fortsat usikker. Men i store dele af landet kan danskerne allerede nu føler sig sikre på sne i haven og på ruderne juleaften.
Der er nemlig allerede så meget sne, at den hvide jul er hjemme for danskere, der skal holde jul på Bornholm, Sjælland, Lolland-Falster, Østjylland og Nordjylland.
- Andre steder ligger der ikke så meget sne, og hvis der kommer mildt vejr, så risikerer vi, at sneen forsvinder, siger Bill Vejdegren.
På Fyn, i Sønderjylland, dele af Midtjylland og Vestjylland med undtagelse af Thy må man derfor væbne sig med tålmodighed. Prognoserne for lillejuleaften og juleaftensdag er nemlig fortsat usikre.
Det afgørende bliver, om en lavtryksbane, der er på vej gennem Nordsøen, vil passere øst eller vest om Danmark i løbet af onsdag, torsdag og fredag.
Hvis den går øst om Danmark, så bliver det frost, og nedbøren vil falde som sne. Hvis lavtrykkene går vest om Danmark, vil temperaturen komme over frysepunktet flere steder, og det vil betyde slud og en grå jul i dele af landet.
Især torsdag - lillejuleaftensdag - ventes der meget nedbør. I de nordlige egne i form af sne, og nedbøren bliver ledsaget af kraftig blæst.
- Uanset, om der kold luft og sne eller blandet nedbør, så vil det skabe problemer for juletrafikken over hele landet. Mange steder vil det blæse op, så der kommer fygning mange steder. Og hvis der kommer nedbør med mild luft, så kan der komme isslag, Bill Vejdegren.
På DMI's hjemmeside, dmi.dk, kan man hver dag klokken 14 læse en opdatering med de seneste udsigter for hvid jul.