Hvem vil du have børn med? AI-teknologi hjælper med at finde den perfekte sæddoner
Det er noget af det, der er rigtig stor efterspørgsel på fra vores kunder, lyder det fra sædbank.
Mads Mikkelsen? Din bedste ven? Eller dig selv?
Mulighederne virker pludseligt uendelige, når det kommer til valg af sæddonorer.
For udover der findes billeder, lydoptagelser og meget mere af sæddonorer i dag, så kan man nu også ved hjælp af AI, som er kunstig intelligens, finde en donor, der har samme ansigtstræk og -struktur, som hvilken som helst person, man ønsker, når man besøger Verdens største sædbank, Cryos International, der har afdeling i Aalborg.
Udseende betyder noget
For mange nordjyske par og enlige, der skal have sæd fra en donor, for at blive forældre, er det højt på ønskelisten at få et barn, der har de samme træk som dem selv. Som med så meget andet kan teknologien nu hjælpe med det.
- Det går ind og genkender ansigtstræk og struktur i dit ansigt. For eksempel størrelse og placering af næse, mund og øjne, og så holder det op imod vores donorer, vi har billeder på, forklarer Janni Marcussen, der er afdelingsleder.
Teknologien fungerer sådan, at man via virksomhedens hjemmeside uploader et billede af den person, som man ønsker donoren skal have samme træk som - og så fortæller programmet, hvilke donor, der ligner mest og med hvor mange procent, der er en sammenligning.
Det er da ikke utænkeligt, at nogen vil gå den vej, hvis de ønsker en donor, der ligner en kendt person
Janni Marcussen, Afdelingsleder.
Oplever I, at det er vigtigt for folk, hvordan udseende er på donorer?
- Ja. Det er noget af det, der er rigtig stor efterspørgsel på fra vores kunder. De vil rigtig gerne finde en donor, der måske ligner dem selv eller deres partner mest muligt. Og derfor er det et rigtig vigtigt værktøj for dem, at de kan finde en også ud fra ansigtsstrukturen, fortæller hun.
Hvor sikkert er det, når man går jeg ind og vælger det match, som man synes ligner mest?
- Altså vi kan jo aldrig garantere, hvad der kommer ud i den anden ende. Hvordan barnet ser ud, om det ligner de træk, du har søgt efter her. Men den laver jo selvfølgelig de her sammenligninger af strukturen og giver et procentvist match, konstaterer afdelingslederen.
Se hele inslaget, hvor TV2 Nords journalist Clara Al-Naseri blandt andet prøver den nye teknologi med sit eget ansigt herunder:
Frit valg
Men nye muligheder følger også nye spekulationer. For når teknologien kan bruges til at finde en sæddoner, som matcher med din egen struktur, kan den så ikke også bruges til at finde en, som ligner teenage-forelskelsen?
Hvad hvis man vil have et barn, der ligner Mads Mikkelsen? Kan det også lade sig gøre?
- Ja, det kan jo lade sig gøre på samme måde som med dit eget billede. Der kan du uploade det, og så vil den selvfølgelig også finde nogle ligheder mellem donorerne og Mads Mikkelsen, forklarer Janni Marcussen.
Tror du, det er noget, som det også bliver brugt til?
- Det er da ikke utænkeligt, at nogen vil gå den vej, hvis de ønsker en donor, der ligner en kendt person, erkender hun.
Fakta om sæddonation
Hvem bruger donorsæd?
Der er primært tre grupper af mennesker, som bruger donorsæd til at få ønsket om et barn til at gå i opfyldelse. Det er heteroseksuelle par med fertilitetsproblemer, lesbiske par, og et stigende antal singlekvinder, der vælger at starte en familie uden en partner.
Hvem kan blive sæddonor?
Mænd med alle etniske baggrunde og racer kan blive sæddonorer. Kravet er, at de skal være fysisk og mentalt sunde og gennemgå et omfattende screeningsprogram, før de kan blive godkendt som sæddonor. De skal selvfølgelig også have en rigtig god sædkvalitet.
Hvad er aldersgrænsen for at blive sæddonor?
Donorer hos Cryos skal være mellem 18 og 45 år. Efter 45-års alderen begynder mænds sædkvalitet at falde, og derfor er grænsen sat der. Det betyder dog ikke, at en mand nødvendigvis har dårlig sædkvalitet efter 45.
Har en sæddonorer faderskab?
Sæddonorer har ikke noget faderskab til de donorbørn, der bliver født ved hjælp af hans donationer. Derfor vil en donor ikke blive betragtet som donorbarnets juridiske far.
Hvor meget tjener man som sæddonor?
Sæddonorer modtager en kompensation for transport og den tid, de bruger, hver gang de donerer. Beløbet er ca. 300-500 kr. for hver donation.
Fremtiden
Og en ting er præferencer, som man også har fra naturens side, men en anden er manipulation, og med den nye teknologi, kan man nok godt fristes til at tænke, at det er en hårfin grænse, man læner sig op ad.
Kan man ikke på den her måde komme til at bestemme alt for meget over livet?
- Jeg tænker, at det her, det er et værktøj ligesom alt det andet. Og hvis man går ud og gør det på en naturlig vis, så har man jo også nogle gange taget stilling til, når man vælger en partner, om det er blå øjne eller grønne øjne. Så på den måde er det ikke meget anderledes her, når vi vælger en donor, baseret på særlige træk. Så det er bare for at hjælpe folk med at opnå det, de egentlig kan få ud i den virkelige verden, pointerer afdelingslederen.
Forventer du, at det her kommer til at være et redskab, I kommer til at bruge mere og mere i fremtiden?
- Det tænker jeg, ja. Det er jo lige nu et gratis værktøj, man kan benytte ind på vores hjemmeside, hvor man også kan filterere alt muligt andet. Så jeg tænker, at det kommer til at have stor betydning og hjælpe med at tage det her valg om, om man skal tage den ene donoren eller den anden, konstaterer Janni Marcussen.