Peder Hvelplund er ny gruppeformand i EL
Foto: Ida Marie Odgaard / Ritzau Scanpix
Peder Hvelplund står nu sammen med Pernille Skipper i spidsen for Enhedslisten som ny gruppeformand. Arkiv.
Det tog den nordjyske politiker 29 år at blive valgt ind i Folketinget, men bare et år senere er han nu en del af partitoppen.
Når Enhedslisten holder pressemøde i eftermiddag i anledning af partiets sommergruppemøde, bliver det med to nordjyder ved roret.
Pernille Skipper bliver nemlig flankeret af nordjyske Peder Hvelplund, der internt i partiet i dag bliver udnævnt som partiets nye gruppeformand.
- Det er da utroligt spændende, men det er selvfølgelig også med en stor ærefrygt, jeg går ind til opgaven – for det er fantastisk, at en bonderøv fra Gl. Vennebjerg kan få sådan en post, siger Peder Hvelplund til TV2 Nord.
Til tops efter hård kamp
Da 52-årige Peder Hvelplund blev valgt til Folketinget i 2019, var det kulminationen på en drøm gennem ikke bare mange år – men rigtig mange år.
Lynanalyse, Katrine Fuglsang, Christiansborg-redaktør, TV2/Nord:
- Peder Hvelplund har kun siddet på eget mandat på Christiansborg i et års tid, men han har ad flere omgange vikarieret og har dermed reelt en del mere erfaring, end hans blå bog afslører. Og så har han bevist sit værd under coronapandemien, hvor han som Enhedslistens sundhedsordfører har været dén, der sammen med Pernille Skipper har tegnet partiet udadtil, og det har han gjort så godt, at han nu belønnes med den vigtige post som gruppeformand.
Faktisk havde nordjyden, som er bosat ved Lønstrup, forgæves forsøgt at komme i Folketinget i hele 29 år – og nu får han så endnu mere at skulle have sagt i partiet.
- Jeg håber, at jeg med den her post kan bringe mere af den virkelighed, vi oplever i Nordjylland og i provinsen ind på Christiansborg. For der bor immervæk omkring to millioner mennesker i landdistrikterne og de byer, som har under 10.000 mennesker, og de skal også have en stemme.
Men er I ikke mest et storbyparti?
- Jo, men det kan da også undre mig lidt – for rigtig meget af vores politik handler om, hvordan vi skaber rammerne for stærke fællesskaber. Alt det, vi har meget af i provinsen. Det, håber jeg, jeg kan være med til at sætte fokus på med den nye rolle, siger Peder Hvelplund.
Bedste bud på bonderøv
Peder Hvelplund fik 1.028 personlige stemmer ved valget i 2019, hvor han stillede op i Nordjylland. På Christiansborg får han nu ansvaret som gruppeformand for partiets 12 øvrige folketingsmedlemmer.
- Jeg har været medlem af partiet lige fra begyndelsen og har set, hvordan partiet er vokset i størrelse og bredde. Det vil jeg rigtig gerne være med til i fremtiden og være med til at opnå flere politiske resultater og tage mere ansvar. Og så er der potentialet i den gruppe vælgere på landet, vi ikke har fat i endnu.
Så du er også valgt, fordi du er jeres bedste bud på en bonderøv?
- Haha, ja, men vi skulle jo også have ny gruppeformand på et tidspunkt, fordi Jakob Sølvhøj ikke genopstiller. Og når jeg så har markeret mig i forhold til den offentlige debat, giver det mulighed for, at vi kan bruge gruppeformandsposten mere udadvendt også. Jeg vil forsøge at bruge posten til at deltage mere aktivt i debatten, siger Peder Hvelplund.
En pædagogisk gruppeformand
Før Peder Hvelplund for alvor gik ind i det politiske, arbejdede han i mange år som pædagog – og måske kan han trække lidt på dén erfaring på den nye tillidspost.
En gruppeformands fornemmeste opgave er nemlig at sikre ro og overensstemmelse på de indre linjer. Og så er det også traditionelt gruppeformanden, der leder partiets ugentlige gruppemøde – og som efter diskussionen af en sag tager ordet til sidst og konkluderer, hvad partiets holdning er, og hvordan partiet vil stemme.
- Det er da gået hurtigt for mig det seneste år, og nogle gange synes jeg også, det går meget, meget hurtigt herinde på Christiansborg. Den dér følelse af at starte på et nyt job har været der vedvarende, efter jeg er kommet herind. Der håber jeg da, der kommer lidt mere ro på snart.
Men så skulle du da ikke have sagt ja til den her tjans?
- Hæhæ, nej – men det er jo en rigtig stor opgave, og jeg kommer til at stå oven på mange tidligere gruppeformænds arbejde. Det vil jeg enormt gerne være med til at føre videre. Så må det andet vente lidt.
FAKTABOKS, PEDER HVELPLUND:
- Født 8. september 1967
- Valgt til Folketinget første gang i 2019
- Bor ved Lønstrup med sin kone og tre børn
- Indfødsrets-, psykiatri-, sundheds- og ældreordfører
- Har indtil folketingsposten arbejdet med udsatte i Hjørring Kommune