Husker du? Da folk overnattede i IKEA under snestorm
Om kort tid forventes der massiv snestorm over Nordjylland - sidste gang fik flere sig noget af en oplevelse.
Nordjylland vågnede til sol og blå himmel mandag - men tirsdag kan landskabet være totalt forandret, når en snestorm brager ind over landsdelen.
Og når Nordjylland vågner tirsdag, kan det også være i andre senge end normalt.
Da den store snestorm ramte i december 2021 måtte kunder og ansatte således krybe under dynerne i IKEA.
Det kan blive tilfældet igen mandag, når der er er varslet op mod 30 centimeters sne og blæst over Nordjylland.
Dengang måtte seks kunder og en flok ansatte i IKEA Aalborg overnatte i de - trods alt - behagelige omgivelser.
- Vi har seks kunder, der ikke kan komme hjem til det nordlige Vendsyssel på grund af vejret, og vi er også nogle, som arbejder her, som heller ikke kommer hjem i aften, sagde varehuschef Peter Elmose dengang til TV2 Nord.
Da TV2 Nord fanger ham kort tid før forårssnestormen rammer, har han taget sine forholdsregler for de 30.500 kvadratmeter store varehus.
- Det glemmer vi ikke – det kom jo meget pludseligt fra den ene time til den anden, så vi følger selvfølgelig med, siger han og understreger at denne gang er der ikke udsigt til snestorm i åbningstiden.
Til gengæld gav stormen ubetalelig omtale af IKEAs senge.
- Dengang var det ikke ansvarligt at sende nogen hjem, men vi hører da af og til om der er åbent i nat. Budskabet er dog at det er bedt sove i egne vante rammer, griner Peter Elmose.
En fremmed banker på
Når uheldet er ude, er det godt med en portion gæstfrihed.
Tandlægen Andrea Ziesch var kørt fast i sneen 70 kilometer hjemmefra og havde ikke lige en IKEA-seng ved hånden.
Til gengæld var der et andet gult hus med lys, hvor hun bankede på. Det endte med, Heidi og hendes familie bød ind på både aftensmad, rødvin og en seng.
- Til en start var jeg noget forvirret, for vi ventede jo ikke gæster, og så stod der en komplet fremmed kvinde i døren, fortalte Heidi Gade dengang.
Morgenen efter havde hun bagt nybagte boller til sin indesneede gæst.
- Jeg var simpelthen så taknemmelig. Det kan slet ikke beskrives. Jeg havde overvejet, om jeg kunne sove i min bil, men det tror jeg altså ikke, jeg kunne, siger Andrea Ziesch.
Strandet i lufthavn
Også i Nordjyllands vindue til resten af verden, Aalborg Lufthavn, var man ramt.
Fly kunne ikke komme afsted og det betød, at ankomsthallen blev sovesal for 300 gæster, der skulle have været med fly, der ikke kunne lette i det voldsomme vejr.
Forholdene var dog knap så luksuriøse som IKEA, selvom der trods alt blev sørget for tæpper og mad.
- Vi har personale tilstede - også i køkkenet - så vi skal nok få det til at gå, fortalte driftsdirektør i lufthavnen Kim Bermann ved den lejlighed.