Husk det nu! I nat stiller vi uret tilbage
Foto: Caroline Hyldig Larsen / TV2 Nord
Sommer og sol er erstattet med kulde og mørke, og det betyder en ting - vintertid.
Natten mellem lørdag og søndag kan man få en ekstra times søvn eller fest, når uret skal sættes en time tilbage.
Her går vi nemlig fra sommertid til vintertid.
Er man natteravn og skal med bussen, skal man dog lige være opmærksom.
For det får også betydning for busserne.
- Hvis du skal med natbus efter kl. 2, skal du være ekstra opmærksom. Busserne kører nemlig efter sommertid hele natten, og det giver som regel anledning til lidt forvirring omkring tidsskiftet, skriver Nordjyllands Trafikselskab på deres hjemmeside.
Det kan nemlig ikke lade sig gøre at følge med tidsskiftet, så derfor holder busplanerne ved sommerskiftet indtil søndag morgen.
Skal det afskaffes?
I 2019 blev det halvårlige tidsskifte afskaffet af Europa-Parlamentet, men i 2021 blev det i stedet op til hvert enkelt medlemsland at bestemme det, men det er dog ikke enden på det.
For EU-Ministerrådet skal også blive enige, og det er ikke så lige til.
Så i 2023 er der stadig ikke truffet en beslutning, om hvad der skal ske.
Vintertid begynder sidste søndag i oktober og slutter sidste søndag i marts, hvor sommertid begynder.