Humlebakken sikres
Otte uheld på seks år, heraf to med personskader har gjort krydset på Humlebakken ved frakørsel 25 til en sort plet. Derfor går Vejdirektoratet nu i gang med at forbedre krydset.
Humlebakken-krydset er et signalreguleret t-kryds på den stærkt trafikerede Humlebakken og ligger ved frakørsel 25 i Aalborg.
De fleste af uheldene skyldes, at trafikanter er kørt over krydset for rødt.
Vejdirektoratets afdeling i Aalborg har besigtiget krydset, og her skønner man, at årsagen kan være, at bevoksningen ved rampen skjuler, at der kommer et kryds, og at signalerne ikke er så tydelige. Det betyder, at de trafikanter, som kommer kørende ad Humlebakken ikke altid opdager signalreguleringen og derfor overser, at de skal stoppe for rødt.
Løsningen er at synliggøre signalerne med baggrundsplader, at ophænge signalerne ind over kørebanerne i nye såkaldte galgemaster samt at fjerne den beplantning, der skjuler krydset. Det vil Vejdirektoratets entreprenør i juli måned gå i gang med at udføre.
På selve frakørselsrampen fra motorvejen er der også sket forbedringer. Strækningen med to svingspor er netop blevet forlænget fra 15 meter til 120 meter. Det sikrer bedre plads til kø på rampen, uden at køen bliver til gene for trafikken på motorvejen.
Ifølge Vejdirektoratets vurdering vil flere trafikanter i fremtiden benytte denne frakørsel og derfor har det kunne betale sig at udbygge den allerede nu.