Højsæson for hjemmeslagtere: Pas på kødet kan gøre dig syg
Foto: Fødevarestyrelsen
En af de hjemmeslagtere fødevarestyrelsen har lukket inden for de seneste år.
Hvert år op til jul er der et øget antal af hjemmeslagtere, fortæller Fødevarestyrelsen. De advarer mod at købe sit kød fra en hjemmeslagter, da det kan koste dig dit helbred.
Julen er dyr, så det kan være fristende at spare et kroner ved at købe sin juleand eller julesteg ved en hjemmeslagter. Flere private springer ved juletid ud som slagtere, men fødevarestyrelsen advarer imod at købe sit kød ved en hjemmeslagter, da det kan være sundhedsskadeligt.
- Hvis man køber kød fra de steder, der er rigtig beskidte, så er der en betragtelig risiko for at blive syg, selvom man steger kødet, da man får flyttet bakterierne hjem i sit eget køkken, siger Henriette Mynster, der er en del af Fødevarestyrelsens rejsehold.
Se indslaget her:
Det er tit billigere at købe kød ved hjemmeslagtere, da de ofte springer over, hvor gærdet er lavest både, når det kommer til hygiejne og dyrlægetjek.
Ulf Nielsen har i mange år drevet en lille gårdbutik fra sin ejendom. Her bruger de hvert år flere tusinde kroner på at leve op til fødevarestyrelsens regler om hygiejne og dyrlæge. De har faktisk så godt styr på det at fødevarestyrelsen har belønnet gårdbutikken med en elite-smiley. Her forstår man ikke, hvorfor kunder vil fravælge fødevaresikkerheden.
- Hvis man fravælger de almindelige kontrolsystemer, og sætter sig selv som dommer om varen er i orden eller ej, så må man også selv stå på mål for de konsekvenser det kan give, siger Ulf Nielsen.
Så hvis juleaften skal blive ved med at være en glad begivenhed, anbefaler Fødevarestyrelsen at købe sit kød og andre madvare fra registrerede fødevarevirksomheder.