Højre hjul er knækket før
Samme type som ulykkesflyet fra Aalborg har tidligere knækket højre hjul under landing i Japan. En serie af uheld fik tidligere på året det japanske luftfartsselskab til at grounde sin flåde af Dash8 fly. Det skriver Berlingske.dk.
Det canadisk producerede fly Dash8 Q-400 har tidligere været involveret i et uheld som det der søndag ramte SAS i Aalborg Lufthavn.
De ombordværende i et tilsvarende fly fra det japanske luftfartsselskab Air Nippon blev i 2004 udsat for samme forfærdelige oplevelse som passagererne i SAS-maskinen, da højre hjulsæt brød sammen under landing i Kochi-lufthavnen. Som i Aalborg lykkedes det at gennemføre landingen uden tab af menneskeliv.Men uheldene har nærmest stået i kø foran Dash8-flyet.
I marts sidste år nægtede hele landingsstellet - næsehjul såvel som hjulene i siderne - at folde sig ud før en landing i Osaka, hvorfor besætningen var nødsaget til at tvinge hjulene ned manuelt.
Men da endnu et fly af samme type i marts tidligere i år måtte nødlande i Kochi, fordi næsehjulet ikke ville folde sig ud, tabte den japanske regering tålmodigheden med flyselskabet, og udstedte flyforbud mod samtlige Dash8-fly, indtil de var blevet undersøgt.
Ved nødlandingen måtte flyet kure på næsen hen ad landingsbanen indtil det stoppede.
Gårsdagens uheld får dog ikke SAS til at indføre ekstraordinære sikkerheds-procedurer for selskabets 13 Dash8-fly, oplyser SASs pressechef Jens Langergaard til Berlingske.dk.
Foreløbig betragter SAS søndagens begivenheder i Aalborg som "en isoleret hændelse".
Om der så er et sammenfald af omstændigheder mellem det japanske fly og SAS-flyet "kan vi jo først vide, når Havarikommissionen har undersøgt sagen," siger Jens Langergaard til Berlingske.dk.