Højere end landsgennemsnittet: Nordjyderne dropper tandlægen, og det kan få konsekvenser
Foto: Joakim Brader
73 procent af tandlægerne i Region Nordjylland oplever en stigning i antallet af patienter, der melder afbud eller udskyder en behandling.
Afbud og et nej tak til tandbehandling er blevet hverdag for landets tandklinikker. Det viser en ny rundspørge blandt over 600 tandlæger, som Tandlægeforeningen har lavet.
Her svarer 73 procent af tandlægerne i Region Nordjylland, at de oplever en stigning i antallet af patienter, der melder afbud eller udskyder en behandling sammenlignet med bare et år siden, hvor antallet af patienter allerede lå lavere på grund af pandemien.
- Det er meget bekymrende, at så mange patienter her i Nordjylland fravælger den tandbehandling, de har brug for. Man bør gå regelmæssigt til tandlæge for at forebygge og behandle sygdomme i tænder og mund, fastslår Troels Barkholt, der er formand for Tandlægeforeningen i Region Nordjylland og klinikejer i Støvring.
- Vi ved også, at dårlig tandsundhed kan gå ud over den generelle sundhed, og at sunde tænder er afgørende for livskvaliteten. Tandpleje er en sundhedsydelse, og økonomi bør ikke være afgørende for, om man siger ja til behandling.
Tre gode råd til god mundhygiejne
1. Børst tænderne med tandpasta med fluorid to gange om dagen i to minutter hver gang.
2. Spis og drik sundt og undgå sukker i mellemmåltider og drikke.
3. Gå regelmæssigt til tandlæge for at få efterset tænderne. Visse sygdomme og mange former for medicin kan medføre mundtørhed, hvilket øger risikoen for huller i tænderne.
Kilde: Tandlægeforeningen
Højere end landsgennemsnittet
Tandlægerne i Nordjylland ligger med sine 73 procent lidt højere end landsgennemsnittet, der ligger på 70 procent, som oplever en stigning i antallet af aflysninger eller udskydelser, og hvor 75 procent mener, at det skyldes stigende inflation.
Troels Barkholt genkender tendensen på sin egen klinik, og det er især én bestemt gruppe patienter, der fravælger tandlægen:
- Jeg oplever, at de patienter, der faktisk har mest brug for tandpleje, desværre også er dem, der udskyder eller melder afbud i øjeblikket. Og jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan deres tandsundhed ser ud, når de kommer igen. De risikerer at ende i en situation, hvor en stor, dyr behandling er nødvendig, og på den måde kan det blive en ond spiral, påpeger Troels Barkholt.
Esben Boeskov Øzhayat, der er lektor på Odontologisk Institut ved Københavns Universitet er ikke overrasket over tallene, men han er bekymret for konsekvenserne på sigt.
- Det kan næsten ikke undgås, at inflationen sætter fart i opdelingen i et a- og b-hold i tandsundhed. Og konsekvenserne for den enkelte kan være store. Vi ved, at de mennesker, der har problemer med tænderne, og som ikke har råd til at få gjort noget ved det, kan ende med at føle sig stigmatiseret, og at tænderne bliver en barriere for at få et job eller en kæreste, forklarer han.