Høj brandfare i Nordjylland - beredskab kommer med opfordring
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Genrebillede fra naturbranden den 6. maj 2023.
Indtil videre er der allerede forekommet både naturbrande og brande, der er startet af en ukrudtsbrænder i det nordjyske i år.
Brandfaren i Nordjylland er høj lige nu.
Det fremgår af hjemmesiden brandfare.dk.
Når brandfaren er høj, betyder det, at antændelse ved glød eller mindre flamme vil kunne forekomme. Dog er det ikke noget, som man skal være alt for bekymret for på nuværende tidspunkt ifølge Diana Sørensen, der er beredskabsdirektør for Nordjyllands Beredskab.
- Vi følger det, men som det ser ud nu, reagerer vi ikke ekstra på det, konstaterer hun og tilføjer.
- Der loves vand fra på mandag, og derfor afventer vi situationen lidt.
Kommer med opfordring
Dog er der grund til at udvise forsigtighed ifølge direktøren. Især når det kommer til en gammel kending hos beredskabet.
- Vi opfordrer folk til, at de skal være forsigtige med ukrudtsbrændere, og når man er i naturen, hvor man skal holde øje med grill og så videre, forklarer hun.
Den høre brandfare kommer heller ikke bag på beredskabet, det er nemlig helt normalt.
- Vi er i sæsonen, hvor det er meget tørt i øjeblikket. Men vi nærmer os ikke 2018, hvor vi frarådede brand, understreger Diana Sørensen.
Indtil videre er der allerede forekommet både naturbrande og brande, der er startet af en ukrudtsbrænder i det nordjyske i år.
Gode råd
Vær opmærksom på lokale eller permanente forbud mod afbrænding eller brug af åben ild.
Brug dertil indrettede pladser, hvis du skal tænde bål eller grille i naturen.
Hold altid afstand til bevoksning.
Efterlad aldrig et bål eller en grill, der ikke er slukket helt.
Brug kun åben ild i stille vejr.
Hav altid vand i nærheden, når du bruger åben ild.
Brug tobak, maskiner og elektrisk værktøj med omtanke – få gnister kan starte en brand.
Lad ikke glas ligge fremme i solen i den tørre vegetation.
Parker aldrig din bil i høj, tør vegetation.
Ring til 1-1-2, hvis uheldet alligevel er ude.
Kilde: Brs.dk
VIDEO: Se hvad beredskabsdirektør Diana Sørensen siger herunder: