Hjørring vil fortsætte med Ove
Foto: TV2/Nord
FC Hjørring vil beholde deres nye træner Ove Christensen.
FC Hjørring-formand Henrik Stoksted Sørensen håber at lande en ny aftale med træneren Ove Christensen, der får æren for at klubben overlever i 1. division.
Hjørring-formand, Henrik Stoksted Sørensen, jubler ovenpå tirsdagens sejr over Næstved, der sikrede klubben endnu en sæson i 1. division.
- Det her betyder alt. Der er en kæmpeforskel for os på at være i 1. division og i 2. division. Vores set-up er lavet til 1. division, og var vi rykket ned, havde det haft konsekvenser hele vejen rundt. Det har været en forløsende dag i dag. Lad os bare sige det sådan, sagde FC Hjørring-formand Henrik Stoksted Sørensen tirsdag til bold.dk.
Formanden vil nu arbejde benhårdt på at forlænge samarbejdet med Ove Christensen.
- Ove er et kæmpeaktiv, og vi ville være dumme, hvis vi ikke arbejde på at få ham til at blive. Han er vores førsteprioritet, og jeg kan bare håbe på, at han også vil være med til at etablere FC Hjørring i 1. division, siger formanden til bold.dk.
Ove Christensen blev fyret som træner fra Randers FC, da holdet røg i nedrykningsfare. Den 27. april blev Ove Christensen præsenteret i Hjørring, som han skulle forsøge at få op på den rigtige side af nedrykningsstregen i 1. division.
Ove Christensen har tidligere fungeret som ekstern konsulent hos Hjørring, som er jublende lykkelige over, at træneren vendte tilbage.