Hjørring indgår budgetforlig - flere skoler lukker
Flere skoler og daginstitutioner må lade livet. Det står klart, efter et flertal i byrådet i Hjørring indgik forlig torsdag.
Enhedslisten forlod forhandlingerne til sidst, da man blandt andet var uenig på skoleområdet.
Flertalssgruppen i Hjørring Byråd bestående af Socialdemokraterne, Lokallisten, SF og Konservative har torsdag eftermiddag indgået budgetforlig.
Med det indgåede forlig kommer der blandt andet skolelukninger i Vrejlev-Hæstrup, Tversted, Astrup og Hundelev.
Enhedslisten var ikke med til at indgå forlig, men smuttede fra forhandlingerne, fordi de mente, at der blev forsømt for meget på undervisnings-, daginstitutions-, og ældreområdet.
Louise Bilde Hvelplund, byrådsmedling for Enhedslisten i Hjørring Kommune, siger til TV2/Nord, at hun godt kan forstå, at man bliver nødt til at lukke små skoler, hvor der kun er få elever i hver klasse - men der kommer alt for mange børn i hver klasse med det indgåede forlig, mener hun.
- Lige pludselig kommer lærerne til at stå med nogle meget store klasser. Jeg står af, når der skal 26 elever i hver klasse. Der skal være ansatte nok.
- Hvis vi nogensinde skal undervise børn ordentligt, går lærerne ned med stress, siger Louise Bilde Hvelplund til TV2/Nord.
Venstre og Dansk Folkeparti var ikke med i forliget, da de forlod forhandlingerne onsdag.