Historiens største tand-undersøgelse
800 i Aalborg får tilbudt rullende tandeftersyn
Få en gratis tandundersøgelse og deltag samtidig i danmarkshistoriens største tandundersøgelse! Sådan lyder tilbuddet til ca. 800 borgere i Aalborg Kommune.
Det nye tilbud indgår i et fælles sundhedsprojekt kaldet KRAM, der står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Også for tænderne gælder det, at kost, rygning, alkohol har betydning. Nu sætter KRAM-projektet særligt fokus på tændernes sundhed.
Derfor besøger to mobile tandklinikker byen i marts. Konkret vil ca. 800 udvalgte borgere i Aalborg Kommune få tilbud om gratis at blive undersøgt og få råd og vejledning hos KRAM-projektets tandplejere.
Rullende tandklinik
Egentlig behandling indgår ikke i tilbuddet. Tilbuddet gælder de borgere, som i foråret 2007 deltog i en stor såkaldt KRAM-sundhedsundersøgelse.
Tandplejerne i den nye undersøgelse arbejder i to mobile klinikker indrettet i busser. Busserne vil holde ved den kommunale tandklinik på Fr. Obels Vej 14 i Aalborg. Endvidere lejer projektet en kommunal tandklinik på Filstedvejens skole i Aalborg. Hele undersøgelsen i Aalborg Kommune foregår til og med 28. marts.
Danmarkshistoriens største undersøgelse
Tilbuddet om tandundersøgelse har flere formål: Dels får den enkelte borger kortlagt tandstatus, dels får borgeren gode råd og vejledning.
De mobile klinikker besøger i alt 13 kommuner. I alt 11.000 danskere får mulighed for at deltage i danmarkshistoriens største undersøgelse af voksne danskeres tandsundhed.