Her kommer solen frem senere på fredagen
Foto: TV 2 Vejret
Solen kommer frem i den sydøstlige del af landet i fredagens løb.
I dele af landet kan fredag eftermiddag byde på solskin og 24 grader.
Fredag er startet med mange skyer, og i den syd- og østlige del af landet er der også faldet regn i forbindelse med byger, der har bevæget sig fra syd op over de sydøstlige egne.
Selvom der ikke venter en decideret prangende fredag rent vejrmæssigt, så er der bedring at spore i vejret i dagens løb – i det mindste i dele af landet.
Et højtryk nord for Danmark sikrer for en stund, at vejret i det meste af landet bliver hæderligt resten af dagen, men da forholdsvis ustabil luft samtidig befinder sig i vores nærhed, er der ikke udsigt til strålende solskinsvejr.
Mere sol mod syd i dagens løb
Som dagen går, vil det efterhånden klare mere op over den sydlige del af Danmark, hvor eftermiddagen gradvist kan byde på mere solskin.
Det er først fra tidligt på eftermiddagen, at solen efterhånden kommer mere frem, og herfra vil opklaringen kun langsomt brede sig mod nord.
Da luftmassen er relativt lun, vil temperaturerne med solens hjælp kunne stige til 23-24 grader i eftermiddagstimerne.
Længere nordpå i landet vil skyerne blive hængende en stor del af dagen, og her vil der kun komme kortere perioder med solskin og enkelte steder måske slet ingen sol.
Her når temperaturerne ikke meget over 18-19 grader, og der er mulighed for, at der kan falde lidt regn fra det skylag, der fortsat vil hænge ved.
I hele landet oplever vi fredag en let til jævn øst- og nordøstlig vind, men ved østvendte kyster kan vinden stedvis blive frisk. Dette gælder navnligt i Østersøegnene.