Kort Nyt

Her i landet er de gladest for politiet: Og der er kun én forklaring

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Til gengæld er de fattige.

I hele Danmark er Læsø den kommune, hvor borgerne udtrykker størst tilfredshed med politiet.

Det viser en dugfrisk undersøgelse, som Justitsministeriet har foretaget blandt 29.000 danskere landet over.

Undersøgelsen er foretaget henover efteråret i 2023 og kigger på danskernes tryghed.

Og på Læsø er der på det helt specifikke spørgsmål, om tilliden til politiet kan hjælpe, så stor tilfredshed, at de scorer højst i landet.

96 procent.

Det sjove er, at på Kattegatøen er der kun én til at honorere den tilfredshed: Han hedder Peter.

Se Strisser på Læsø nederst.

En mand til hele øen

Peter Mortensen har nemlig siden 2021 været landbetjent på øen og dermed ansat til at sikre tryghed og tilliden til politiet. 

Tidligere har vi fortalt om, hvordan kommunen er landets fattigste.

I den forbindelse talte Læsø-strisseren også om den højeste score på tryghed:

- Statistikken taler jo på sit sprog, men det er jo en svær størrelse, for hvad måler man det på?, sagde Peter Mortensen i den forbindelse:

- Man tør lade sine børn tage bussen også, selvom man ikke helt ved, hvor de egentlig tager hen. Og hvis det er sådan, at de ikke kommer hjem, som vi har regnet med, kan vi ringe til buschaufføren, for hende har man selvfølgelig nummeret på.

I Nordjylland er det i Aalborg og Mariagerfjord kommune, hvor den laveste tillid findes. Her er tilliden på 87 procent.

Generelt er der på landsplan et lille fald i den oplevede tryghed. Fra 89 procent, der i 2022 svarede, at de grundlæggende føler sig trygge, der hvor de bor, mod 88 procent i 2023.

Du kan se tryghedsundersøgelsen fra Justitsministeriet hér.

Musejagt slut - butik genåbner

Dagli' Brugsen i Strandby har siden mandag eftermiddag været nødsaget til at holde lukket, efter en ubuden gæst - nærmere bestemt en mus - rendte rundt i butikken.

Onsdag kunne butikken atter slå dørene op.

For tirsdag eftermiddag blev musen fanget med hjælp fra en skadedyrsbekæmper, og efterfølgende skulle man sikre sig, at musen var alene. Det viste den sig at være, og derfor kunne butikken onsdag klokken 12 genåbne efter en grundig rengøring.

- Både vi og borgerne har været rigtig trætte af det, så det er dejligt, at vi kan åbne igen, lyder det fra Uffe Christiansen, der er uddeler i Dagli' Brugsen Strandby.

Selvom butikken har tabt noget omsætning grundet lukningen, er Uffe Christiansen fortrøstningsfuld.

- Vi har noget forsikring, som kan hjælpe os, når vi er helt færdige med processen. Så vi skal nok klare os.

Hadsund-firma solgt for trecifret millionbeløb

Gulvvirksomheden Timberman, som har hovedsæde i Hadsund, er blevet opkøbt af det svenske industrikonglomerat Volati. Det oplyser Timberman i en pressemeddelelse.

Siden 2011 har Timberman været ejet af verdens største korkproducent, portugisiske Corticeira Amorim, som svenske Volati har købt aktiemajoriteten hos.

Ejerskiftet finder sted i løbet af denne måned.

Ifølge Mogens Fisker, der er administrerende direktør i Timberman, ønsker virksomheden at fastholde de nuværende medarbejdere. Samtidig forventer han, at der skal rekrutteres endnu flere.

Læs mere herunder:

Gavmild millionvinder deler ud af gevinsten

En nordjysk pensionist har i år valgt at give sine børn og børnebørn et ekstra stor julegave.

Pensionisten vandt for nylig gennem sit Lotto PLUS-abonnement en million kroner, og da han og konen er oppe i årene, har børn og børnebørn fået en bid af kagen.

- Både børn og børnebørn har fået 25.000 kroner hver, og de var alle sammen helt ovenud glade. Der er allerede nogle af dem, der har taget en ferietur sydpå – men det havde de vist nok bestemt sig for allerede inden gevinsten, lyder det fra den heldige vinder.

Selv vil manden bruge pengene på at få malet huset, men ellers er der ikke planlagt den helt store indkøbstur.

- Vi er gode, gamle jyder, og den slags smider ikke rundt om sig med pengene. Men hvis vi lige mangler noget, så kan vi jo forsøde vores tilværelse ved bare at købe det, lyder det fra vinderen.

Nyt offensivt blod til AaB

AaB har onsdag offentliggjort tilgangen af den norske midtbanespiller Isak Hansen-Aarøen.

Den 20-årige nordmand har flere ungdomslandskampe på sit CV, samt en fortid hos Manchester United.

Den unge nordmand er hentet ind på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Læs mere om den norske tilgang herunder.

Gerningsmænd på rov

Virksomheden Hobro Rustfri Procesteknik ved Sønder Onsild mødte ind til lidt af et træls syn mandag morgen.

Der havde nemlig været uventet besøg i weekenden, hvor flere gerningsmænd havde haft lange fingre.

I lørdags mellem 20.40 og 23.50 blev der stjålet metalskrot og fire rustfri metalbjælker fra lageret.

Lokalpolitiet Himmerland oplyser, at der er videoovervågning fra stedet, hvor man kan se flere varebiler og gerningsmænd. Politiet forsøger på baggrund af videomaterialet at finde gerningsmændene.