Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Her er Nordjyllands bedste hjemmebagte fastelavnsboller i 2022 - og opskriften bag

Foto: Anne Christensen, TV2 Nord

Det er denne lækre sag med saltkaramel og lemon-timiniancurd, der er kåret i dagens konkurrence.

Camilla Hosbond fra Aars løb med titlen som Nordjyllands bedste til at bage hjemmebagte fastelavnsboller i TV2 Nords konkurrence.

- Når man tager en bid, siger det "vroum"!

Sådan lød det fra TV2 Nords sponsor- og eventmanager, Lars Bisgaard Andreasen, der var en af dommerne i dagens fastelavnsbollekonkurrence, om vinderbagværket, der tog titlen som Nordjyllands bedste hjemmebagte fastelavnsbolle. 

Kvinden bag er Camilla Hosbond fra Aars, der til dagligt arbejder som rengøringsassistent og vikar i en børnehave og SFO.

I min familie kalder de mig madmor

Camilla Hosbond, fastelavnsbollebager

Hun vandt tog titlen blandt de seks udvalgte deltagere fra hele Nordjylland i dysten, hvor der var vidt forskellige bud på den elskede spise, der for alvor trender dette år.

- Det er vildt. Jeg havde slet ikke regnet med det. Også efter jeg har smagt de andres og synes hver især havde noget helt særligt, siger den glade vinder.

Passion for mad

Det var altså Camilla Hosbonds kombination af syrlig lemoncurd, sød marengs og en sprød craquelin-bolle, der vandt dommernes hjerter. 

- Det var en eksplosion i munden, og så var den rigtig flot. Og der var godt med syre fra citron og generelt masser af smag, sagde Lars Bisgaard ved bedømmelsen.

Kærligheden til bagning stammer fra Camillas tidlige år i folkeskolen, hvor hun gennem det obligatoriske fag hjemkundskab udviklede sin interesse. 

- Det at tage det med hjem i køkkenet og udvikle opskrifterne, det har jeg egentlig gjort siden jeg var lille, siger 32-årige Camilla Hosbond og fortsætter:

- I min familie og svigerfamilie kalder de mig madmor, fordi maden altid er 100 procent hjemmelavet.

Hun har også bageprofilen caketime-by-camilla, hvor hun deler sine kager.

- Passionen for at bage fastelavnsboller er kommet, fordi man kan lave fastelavnsboller på adskillige måder og teknikker, hvor man både kan blive udfordret på teknikker i forhold til grunddej og smag, og man kan sammensætte det på adskillige måder, siger Camilla Hosbond. 

Opskriften fra vinderen på 10-12 fastelavnsboller:

Fastelavnsboller (Choux au craquelin) med lemon-timiancurd, marengs og saltet mandel praliné

Lemon-timiancurd (skal laves dagen før):

  • 2 usprøjtede citroner (heraf skal fra 1 citron)
  • 2 æg
  • 95 g.sukker
  • Bladene fra 6 kviste timian
  • 20 g. kold smør


  1. Skær smøren i tern og kom tilbage på køl indtil senere brug.
  2. Kom citronskallen fra den ene citron i en gryde, sammen med citronsaften der sigtes i, så der ikke kommer kerner med.
  3. Tilsæt æg, sukker og timianblade og varm forsigtigt op ved svag/middelvarme og under konstant omrøring indtil massen tykner (brug evt. et sukkertermometer, massen skal op på ca. 83° C)
  4. Når massen er tyknet kommer du smøren i og når alt smøren er smeltet tager du gryden af varmen og stavblender massen.
  5. Herefter kommer du det over i en lufttæt beholder og stiller i køleskabet natten over eller indtil massen er helt afkølet.


Craquelin dej:

  • 50 g hvedemel
  • 50 g sukker
  • 35 g smør
  • 1/2 tsk salt
  • Gul og grøn pastafarve
  • Tænd ovnen på 180° C varmluft.

  1. Kom hvedemel, sukker, smør og salt sammen i en foodprocessor og kør dejen til den samler sig. 
  2. Hæld den ud på et bagepapir og ælt resten med hænderne til en ensartet dej. 
  3. Del dejen i tre og farv hver del med henholdsvis gul, grøn og gul (kun lidt af hver farve) og den sidste kun med grøn.
  4. Sæt små klatter af dej (ca. 1 cm i diameter) i de forskellige farver på et stykke bagepapir helt tæt, start fra midten og arbejde dig udad.
  5. Når du er færdig kommer du et stykke bagepapir ovenpå dejen og ruller dejen ud med en kagerulle til ca 2 mm i tykkelsen, kom dejen i fryseren mens du laver vandbakkelsesdejen.
  6. Når vandbakkelsesdejen er færdig og klar til udsprøjtning tages dejen ud af fryseren og udstikkes med en rund udstikker (ca. 5 cm i diameter).


Vandbakkelsesdej:

  • 200 g vand (2 dl)
  • 100 g smør
  • 15 g sukker
  • 100 g mel
  • 2-3 æg (vigtigt at komme lidt i af gangen)


  1. Start ovnen på 180° C varmluft.
  2. Kom vand, smør og sukker op i en gryde og bring det i kog til det hele er smeltet. 
  3. Sigt melen og kom det hele i på én gang og pisk/rør til det hele samler sig til en stor melbolle, rør dejen godt rundt i yderligere to-tre minutter og tag den herefter af varmen.
  4. Kom dejen over i en røreskål og lad den køle af indtil den er fingervarm (Så du kan røre ved den uden at brænde dig)
  5. Når dejen er kølet lidt ned skal de 3 æg piskes sammen. Hæld lidt æg i dejen af gangen og pisk (jeg bruger min røremaskine men en elpisker med dejkroge kan også bruges). Dejen vil skille i starten, men den samler sig når der kommer mere æg i (når ca. 2/3 dele af æggene er i). Stop her og sørg for at få skrabet dejen ned ad skålens kanter. Tilsæt lidt mere æg og pisk igen. Dejen skal nu gerne være glinsende, fast og smidig. 
  6. Kom dejen i en sprøjtepose med en 20 mm tyl (eller bare klip et hul i posen svarende til 20 mm).
  7. Sprøjt otte vandbakkelser ud med en diameter på ca. 4-5 cm. Sørg for at holde sprøjteposen “nede” og lodret op, så du ikke får spidse toppe.
  8. Nu skal de udstukket craquelin dejskiver sættes ovenpå vandbakkelses toppene og giv et let tryk. Bag dem midt i ovnen ved 180° C varmluft i 30 minutter.
  9. Ovnen må ikke åbnes undervejs da de ellers vil falde sammen. Når bagetiden er færdig, så tager du én vandbakkelse ud af ovnen og lukker forsigtigt ovnen igen. Tjek om vandbakkelsen holder formen eller falder sammen – hvis den holder formen, så tager du resten ud, hvis ikke, så giv dem et par minutter længere!
  10. Gentag processen med det sidste vandbakkelsesdej. Der må nemlig kun være en bageplade i ovnen af gangen.

    Saltet mandel praliné:
  • 200 g sukker
  • 1,5 dl vand
  • 200 g. mandler (ikke smuttede)
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 50 g. mørk chokolade (Ca. 70 % kakao)
  • 1 tsk. salt


  1. Tænd ovnen på 180° C varmluft.
  2. Kom mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og sæt dem i den forvarmede ovn i ca. 10 minutter til de har fået lidt farve.
  3. Kom sukker og vand i en gryde og bring det i kog. Lad det koge ved middelvarme, til næsten alt vandet er forsvundet, og sukkeret er begyndt at karamellisere og have en gylden farve.
  4. Tag mandlerne ud af ovnen og hæld dem ned i karamellen, og rør hurtigt rundt. Hæld blandingen ud på et stykke bagepapir, bred den ud og lad den køle fuldstændigt af.
  5. Slå karamellen i mindre stykker og kom stykkerne i en foodprocessor sammen med vaniljesukker, chokolade og salt. Hak det helt fint (jo finere det bliver hakket, jo finere creme får du ud af det).
  6. Blendt massen til den får en meget cremet konsistens (denne proces kan godt tage lang tid).


Marengs:

  • 160 g æggehvider (svarer til ca. 4 hvider)
  • 260 gram sukker
  • 100 gram glukosesirup
  • 80 gram vand


  1. Tag 2 spsk. af sukkeret fra til at piske æggehviderne med. I en gryde koges sukker, glucosesirup og vand op til 117° C (brug er sukkertermometer). 
  2. Pisk æggehviderne luftige og tilsæt de 2 spsk. sukker. Når sukker-glukoselagen er nået op på 117° C, pisker du konstant i hviderne og tilsætter nu lagen i en tynd stråle (langs skålens kant). Når al sukkerlagen er kommet i, kan marengsen godt virke lidt tynd, men fortvivl ej for du skal piske i ca. 7-10 minutter yderligere og så bliver den super lækker og sej. Kom 2/3 dele af marengsen på sprøjtepose med en rund tylle på ca. 10 mm.
  3. Den sidste 1/3 del skal bruges til pynt og kommes i en anden sprøjstepose med et "Wilton Tyl til rosenblade, nr. 125" (alternativt kan du klippe et skå hul i en sprøjtepose).

Samling af fastelavnsbollerne:

Skær et lille hul i toppen af vandbakkelserne, så du kan putte sprøjteposerne lidt ned i. Kom den saltet mandel praliné på sprøjtepose og kom lidt af massen ned i bunden af hver vandbakkelse. Herefter tager du spøjteposen med 2/3 dele af marengsen og fylder lidt i hver vandbakkelse efterfulgt af lemon-timiancurden som også sprøjtes i med en sprøjtepose, til sidst fylder du vandbakkelsen helt op med resten af marengsen.

Pynt:

Den sidste 1/3 del af marengsen med Wilton tyllen skal bruges ovenpå vandbakkelsen, hvor du starter på siden af vandbakkelsen og har den tykke ende af tyllet ned imod og så bevæger du langsomt sprøjteposen fra side til side indtil du rammer modsatte side af vandvakkelsen, så skulle du gerne have lavet et "zik zak" mønster.

Til sidst kan der pyntes med chokoladekugler med en skøn crisp i midten "Special Moment Mix - Gold, Bordeaux, White", citronmelisse og spiselig guldflager.


Lækkert udvalg af forskelligt bagværk

Generelt dommerne meget imponerede over paletten af bagværk, der blev fremvist af deltagerne.

- Jeg har haft en rigtig god smagsoplevelse med alle fastelavnsbollerne. Der har både været klassiske gammeldags, men også nogle, der var nyfortolkede og meget visuelt meget smukke, siger den ene af dommerne, Masterchef-vinder Laura Sahl.

- Det var nogle lækre fastelavnsboller. Nogle havde gjort sig ekstra umage og lavet noget fra bunden af. Det var virkelig flot, siger Sigurdur Elvar Baldvinsson, som er bager- og konditorunderviser på Tech College i Aalborg.

En af de øvrige deltagere, der var lige ved at vinde titlen, er 20-årige Julie Larsen fra Hjortdal. Hendes fastelavnsbolle var med brombær, hasselnødder og flødeskum - og også lavet med craquelin-dej.

Det var også en begejstret Lars Bisgaard, der stod tilbage efter at have bedømt viften af bagværk fra de nordjyske mesterbagere.

- Det har været en hel fest for mig. Fantastiske fastelavnsboller med mange forskellige smage, sluttede han.

Se hele afgørelsen fra konkurrencen her: 


Husker du? Orkan tvang passagerer til at overnatte i lufthavn

Foto: TV2 Nord Arkiv

3. december 1999 blev størstedelen af Danmark ramt af en voldsom orkan.

Syv mennesker mistede livet, 800 blev kvæstet og værdier til i alt 13 milliarder kroner blev ødelagt.

Orkanen 3. december 1999 var den mest ødelæggende i Danmark nogensinde.

Nordjylland slap som eneste landsdel forholdsvist helskindet igennem, men Falck havde dog alligevel travlt.

Det var især landbrugsbygninger, der var hårdest ramt af orkanen.

Se mere om det i indslaget herunder:

Arkivindslag.

Men også i Aalborg Lufthavn fik man lige pludselig travlt. For omkring 1000 flypassagerer var blevet omdirigeret fra Billund og København til den nordjyske lufthavn, som på daværende tidspunkt var i gang med at blive renoveret, fordi flyene på grund af orkanen ikke kunne lande andre steder i Danmark.

De fleste passagerer blev indkvarteret på hoteller rundt omkring i Nordjylland, hvor de kunne overnatte. Omkring 200 af passagererne var dog nødsaget til at overnatte på madrasser inde i lufthavnen.

Det var først hen på eftermiddagen 4. december, da orkanen var færdig med at hærge resten af landet, at alle omdirigerede passagerer havde forladt Aalborg Lufthavn.

Se eller gense indslaget med de strandede passagerer herunder:

Falck var også tilstede på Aalborg Lufthavn, hvor de hjalp med at flytte fly:


Pakkeshop udleverer 900 pakker om dagen efter Black Friday

Foto: Niels Yuri Iltchenko Rasmussen / TV2 Nord

Der er ekstra travlt for tiden i de nordjyske pakkeshops.

Mange nordjyder gik til den med onlinesalget, da der den 29. november var Black Friday, og dermed en masse gode tilbud.

Det mærkes især hos de nordjyske pakkeshops, som oplever en større strøm af pakker end normalt. Det har blandt andet fået nogle pakkeshops til at opfordre kunderne til hurtigst muligt at hente deres pakker.

Den store pakkestrøm mærker man især hos Bladcentralen i Aars. Normalt udleveres der cirka 250 pakker om ugen, men i kølvandet på Black Friday og den nært forestående jul, udleveres der mellem 700 og 900 pakker dagligt.

- Vi har Bring, DAO, Post Nord, GLS og DHL i butikken, så det er stort set alle leverandørerne. Jeg var her i 14 timer i går (mandag, red.), hvor jeg udleverede og ordnede pakker, fortæller kioskejer Steffen Rønfeldt Hay Andersen.

Se indslaget fra Bladcentralen herunder.

Pakker er vigtige for kiosker

Selvom pakkerne kan fylde meget og i perioder måske for meget, er de alligevel vigtige for butikker og kiosker som Bladcentralen i Aars.

Ifølge Nærbutikkernes Landsforening vil cirka halvdelen af landets nærbutikker være lukket, hvis det ikke havde været for pakkeshopsene.

- Jeg tror sådan set, at butikken vil kunne overleve uden pakkerne. Men det ville jo selvfølgelig være i en anden form og skala, for pakkerne er klart den største arbejdsopgave i butikken, lyder det fra Steffen Rønfeldt Hay Andersen.

Kioskejeren spår også, at der kommer til at være endnu flere pakker end der nu. Men det afskrækker ham ikke.

- Jeg kunne godt tænke mig at få alle de pakker, vi overhovedet kan. Jeg har det sådan, at det finder vi en løsning på. Selvfølgelig er der grænser for rammerne, men som det er nu, kunne vi godt tage mange flere, afslutter han.


Skole gør ordning med gratis bind og tamponer permanent

Foto: Emma Veggerby Laustsen

Frida Oline Hansen og Emilie Hvidegaard Ravn er idemagerne bag det projekt, der sikrer hygiejneprodukter til Klostermarkskolens 4.-9. klasser.

På en skole i Aalborg er en forsøgsordning blevet permanent efter stor opbakning.

På Klostermarksskolen i Aalborg er der adgang til gratis bind og tamponer takket være to piger.

Frida Oline Hansen og Emilie Hvidegaard Ravn, der i dag er gymnasieelever, sørgede nemlig for, at man som pige på Klostermarksskolen ikke skulle gå i panik, hvis man havde glemt at få et bind eller en tampon i tasken hjemmefra.

Fra januar 2024 trådte den nye ordning i kraft takket være 5000 kroner i støtte fra Skolemælkslegatet, da skolens budget ikke rakte til at føre initiativet ud i livet. Men ordningen er blevet permanent og med stor succes.

- Som skoleleder er jeg megastolt over det. Der er virkelig tale om nogle piger med power i, siger Lars Peter Nitschke, skoleleder på Klostermarksskolen.

Hvad med os, der ikke bruger bind?

Så mens TV2 Echo tirsdag kunne udgive en artikel med et opråb fra den 21-årige KU-studerende Alexander Foged, der mener, at det er helt forkert, at Københavns Universitet fra 2025 indfører en forsøgsordning, hvor kvindelige studerende får adgang til gratis menstruationsprodukter, er der kun begejstring for en tilsvarende ordning på Klostermarksskolen i Aalborg. 

- Så er det fordi, at man leder efter problemer, at man gør det her initiativ til et økonomisk problem, siger Lars Peter Nitschke til Alexander Fogeds kommentar om, at man i stedet for gratis menstruationsprodukter burde prioritere at lade de studerende komme på udveksling.

Alexander Foged mener, at det bliver en glidebane, hvor alle kan opfinde et behov, der skal dækkes på skolens budget.

Det fylder 0,008 procent af vores budget at tilbyde gratis menstruationsprodukter til vores elever

Lars Peter Nitschke, skoleleder på Klostermarksskolen

Succesen på Klostermarksskolen har ført til, at skolen fremover selv finder penge i budgettet til at tilbyde de unge piger og nu også kvindelige lærere gratis bind og tamponer i skoletiden. Fordi i løbet af året besluttede skolen, at der også skulle være adgang til produkterne på lærernes toiletter.

Peanuts på budgettet

Og mens der fra den KU-studerende stilles spørgsmålstegn ved KU's prioritering af penge, er det ikke et issue ifølge skolelederen på Klostermarksskolen.

- Vi bruger knap 5000 kroner om året, så det fylder kun 0,008 procent af vores budget, siger han.

På Klostermarksskolen er der 500 elever hvoraf cirka 125 elever og 50 lærere gør brug af tilbuddet. Derfor er det ifølge skolelederen en meget lille detalje, der ikke burde blive gjort til et problem.

- Det handler ikke om penge, men om attitude, siger han.

Brok er ikke noget, de oplever på Klostermarksskolen. Der er ingen sure miner fra hverken drenge eller piger om, at de føler sig snydt eller nedprioriteret.

- Der er hele vejen rundt positiv respons om det her. Både fra elever, lærere og forældre, så jeg synes, at det er helt genialt det, de to piger satte i gang, siger Lars Peter Nitschke.


Én forespørgsel fik byråd til at ændre regler - nu kan alle udleje i 100 dage

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix. Grafik af Mie Leonora Heiberg.

Et enigt byråd i Brønderslev har besluttet at gøre det muligt at leje sin bolig ud i mere end 70 dage.

- Hvis folk vil leje deres hus ud i længere tid, så skal de bare have lov til det.

Det mener borgmester i Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard (V). Derfor har han og resten af byrådet for nyligt besluttet at flytte loftet for udlejning af egen bolig.

Så kan man jo bygge nyt hus ved siden af, hvis man vil det.

Mikael Klitgaard

Det gør det muligt at udleje sin helårsbolig til ferie- og fritidsformål i mere end de ellers tilladte 70 dage.

- Vi kan godt lide frihed i Brønderslev Kommune. Det er folks eget hus og så bør de selv bestemme over det. Og så er det jo en måde at skabe turisme på, siger Mikael Klitgaard.

Et enkelt ønske

Beslutningen er taget på baggrund af én konkret forespørgsel, der altså nu er imødekommet.

- Jeg går ud fra at personen, der har rettet henvendelsen vil udnytte det, siger borgmesteren, der også håber, at endnu flere vil benytte muligheden for længere tids udlejning.

- Så kan man jo bygge nyt hus ved siden af, hvis man vil det, lyder forslaget.

Sådan er reglerne

Borgere, der selv udlejer deres fulde helårsbolig, må højst udleje boligen i op til 30 dage per kalenderår, mens borgere, der udelukkende udlejer gennem en eller flere udlejningsformidlere, som indberetter indtægterne ved udlejningsaktiviteten, må udleje boligen i op til 70 dage per kalenderår.

Grænsen på 70 dage kan hæves til op til 100 dage per kalenderår efter kommunalbestyrelsen/byrådets beslutning.

Kilde: Plan -og landistriktsstyrelsen

Ikke en turistmagnet

Vurderer man ud fra statistikken, kunne kommunen godt bruge lidt flere turister.

Brønderslev ligger i den lave ende i forhold til Læsø, Frederikshavn og Aalborg, når det kommer antallet af turist-overnatninger.

Foto: Brønderslev Kommune

Brønderslev er den seneste i en række af kommuner, der hæver udlejningsloftet. Med Brønderslev er det i alt 19 kommuner der har gjort det - blandt andre Thisted og Hjørring har gjort det samme.


Line sælger ring til 1500 kroner - men den kan fås til ti kroner

Foto: TV MidtVest

Ringen til venstre koster 1500 kroner hos Line Rokkjær. Ringen til højre kan du få for 10,33 kroner på Temu.

En butiksejer oplever ofte, at kunder under en ekspedition står og søger efter en alternativ pris.

Line Rokkjær har det sidste år oplevet, at hun har svært ved at konkurrere med handelsplatforme som blandt andre Temu.

Hun har en lille butik i Nykøbing på Mors, hvor hun sælger tøj og smykker. Nogle af smykkerne kan findes markant billigere på nettet, og det er kunderne udmærket klar over.

- Folk kommer ind – det kan være en mor og datter - så står datteren og finder varen på Temu og siger mor, jeg kan finde noget tilsvarende til 10,5 kroner, siger Line Rokkjær.

Se for eksempel den populære MOM-ring i toppen af artiklen.

- Temu er en kæmpe konkurrent. Nogen står og finder varer på Temu, også andre steder, men især Temu fordi priserne er skruet helt i bund. Det er priser, vi slet ikke kan hamle op med.

- Forskellen er så bare, at man ikke ved, hvad smykkerne består af på Temu. Det kan vi garantere her i butikken, fortæller butiksejeren.

En klog beslutning

Den omstridte kinesiske handelsplatform Temu er den seneste tid blevet mødt af skarp kritik fra virksomhedsejere, erhvervsorganisationer og den danske regering, som mener, at Temus ejere udnytter smuthuller i europæisk lovgivning og er til fare for dansk erhvervsliv.

Og her til morgen har TV 2 fortalt om millioner af pensionskroner, som danske pensionskasser har investeret i det kinesiske selskab, der ejer den omstridte handelsplatform.

Det har fået pensionskassen Pension Danmark til at ekskludere investeringer i Temus moderselskab, PDD Holdings.

En god beslutning ifølge butiksejeren på Mors.

- Det er meget klogt af dem at trække sig, og det er vi selvfølgelig også glade for, siger Line Rokkjær.