Heidi må vente: Donor-æg er en mangelvare
Omkring 10 procent af alle børn kommer i dag til verden ved hjælp af fertilitetsbehandling. Heidi Kjær-Jakobsen er en af dem der venter på en behandling. Hun mangler en ægdonor - men antallet af donorer der vil give æg, har i flere år været mindre end antallet af kvinder der har brug for æg.
Kvinder, der skal bruge donoræg for at blive gravide, skal have god tålmodighed, for efterspørgslen har i flere år været større end udbuddet.
Heidi Kjær-Jakobsen og hendes mand har ventet et år på et donoræg.
- Vil vi det her, så er vi nødt til at vente. Vi kan ikke stille noget op selv, så vi må holde ud på bedst mulig vis og sige, vi kan ikke gøre noget, og det er håbet om det her barn, der skal holde modet oppe - det er det her, vi er nødt til at vente på, siger Heidi Kjær-Jakobsen.
Der er mangel på æg. I øjeblikket er der ingen ægdonorer på listen, der er klar til at donere. Heidi Kjær-Jakobsen mener, at der mangler oplysning, og at potentielle ægdonorer ikke ved, hvad det indebærer at være donor.
- Det synes jeg virkelig, fra politisk side, er ærgerligt. Vi vil gerne have flere børn i samfundet, men samtidig synes jeg ikke, at man gør tilstrækkeligt for at informere om, hvad mulighederne er, for de der gerne vil hjælpe, siger hun.
Problemet stopper ikke kun ved manglen på donorer, for på klinikkerne kan det også være svært at finde ressourcer til forundersøgelser af potentielle kvinder.
- Der var en donor, der havde kontaktet mig på facebook. Så jeg tog kontakt til Dronninglund (fertilitetsklinikken red.), og siger, at jeg selv har fundet en donor, og om de kunne tage imod hende. Det kan de ikke før om et halvt år til den her forundersøgelse, desværre, siger de så. Jeg synes simpelthen, at det er brand-ærgerligt, at ressourcerne ikke kan bruges her og nu, men det er jo ikke klinikkens skyld.
Heidi Kjær-Jakobsen håber nu på politikernes hjælp i kampen, der for dem har varet i alt seks år.
- Jeg synes, at man skal finde nogle ressourcer til at optimere de udfordringer som klinikken står med, og så skal der samtidig også øget fokus på, hvad det vil sige at hjælpe og hvad der skal til og hvorfor er kompensationen så lav som den er, slutter Heidi Kjær-Jakobsen spørgende.