Havnepladser til autocampister
Foto: Jesper Lange
Harry Haugaard fra Randers har fundet et sted, han mener er helt perfekt til at holde ferie i sin autocamper: Havnen i Løgstør.
En overnatningsplads på lystbådehavnene er ikke længere kun forbeholdt både og sejlere. Flere havne er begyndt at indrette pladser specielt til autocampister. De nye havnepladser bliver mere og mere populære.
Udsigten over havnen i Løgstør bliver nydt fra første parket af Harry Haugaard Nielsen, der sidder foran sin autocamper og nyder sommeren.
- Det er jo en oplevelse i sig selv, for udsigten forandrer sig jo dag for dag. Nye både sejler ud, nye både sejler ind og der kommer nye folk, siger Harry Haugaard.
Autocamperpladsen i Løgstør blev etableret for to år siden med særlige faciliteter som autocampister efterspørger.
- Der er en tømningsordning, de kan få ferskvand fyldt på, og så kan de bruge badefaciliteterne på lige fod med sejlerne. Der er også sejlestue og grillpladser, fortæller havnefoged Ib Johansen, og slår fast, at pladsen er meget besøgt.
Sidste år overnattende 300 familier i autocampere på de dertil indrettede pladser på haven i Løgstør. I år forventer havnefogeden, at det tal stiger til cirka 500. Indtil nu, har 350 familier allerede brugt pladsen i denne sæson.
- Hvis vi kan fordoble det på to år, så er det et tegn på, at det er det, folk de vil, siger havnefoged Ib Johansen.
Autocampist Harry Haugaard er enig. Han mener at havnepladserne er et godt alternativ til at tage på en campingplads.
- Hvis vi skal ind på en campingplads bare for at få en overnatning, så skal vi jo af med 300 kr for hunden, konen, mig og vognen. Bare for én overnatning, og det synes vi ikke er rimeligt, siger Harry Haugaard.
Overraskende nok er de nordjyske campingpladser ikke bekymrede for konkurrencen. De autocampister, der vælger havnen, ville formentligt alligevel ikke have valgt en campingplads, men derimod et sted i naturen eller på en rasteplads. Det forklarer Lars Brandt, der formand i Nordjylland for DK-CAMP, som er en foreningen af campingpladser.
- Jeg vil hellere sige; lad os tage udfordringen op. De er i området, og der kommer flere og flere, heldigvis. Så skal vi bare tilpasse os, så får vi også en bid af kagen, siger Lars Brandt.
I Løgstør koster en havneplads 110 kr. pr døgn for en autocamper.