Haveejere bruger stadig sprøjtegift mod ukrudt
Påsken nærmer sig, og det er for mange lig med en tur i haven. Det er dog ikke kun blomster og planter, der spirer frem, men også ukrudt, og derfor vælger flere nordjyder stadig at ty til ukrudtsmidlet roundup.
Påsken nærmer sig, og det er for mange lig med en tur i haven. Det er dog ikke kun blomster og planter, der spirer frem, men også ukrudt, og derfor vælger flere nordjyder stadig at ty til ukrudtsmidlet Roundup.
Solen er begyndt at titte oftere frem og temperaturen stiger. Med andre ord nærmer havesæsonen sig med hastige skridt, men i mange nordjyske haver betyder havesæson også sæson for ukrudtsmidlet Roundup.
- Vi bruger Roundup, fordi det er nemt. Vi har en stor have, og så bruger vi det på fliserne og sådan, siger haveejer Maibritt Nielsen.
Roundup er fortsat et populært middel mod ukrudt, og derfor er Roundup-hylden da også fyldt op hos Gug Anlæg og Planteskole, hvor man ikke har noget problem med at sælge det ukrudtsdræbende middel til nordjyske haveejere.
- Endnu er det jo et fuldt lovligt produkt og vi kan ikke se, at vi ikke skulle sælge det. Vi er fagfolk og har alle sprøjtecertifikat, så vi kan vejlede kunden i at bruge det rigtigt, siger Martin Holmriis, der er medejer af Gug Anlæg og Planteskole.
Vejledning i at bruge sprøjtegifte med omhu går godt i spænd med den kampagne Miljøministeriet i denne uge skyder i gang. Her opfordrer man folk til at tænke før de sprøjter, og den pointe er allerede sivet ind hos flere haveejere.
- Vi gider ikke have det svineri i undergrunden, siger Pia Ussing.
- Jeg bruger det overhovedet ikke. Jeg ikke vil have gift i haven. Vi har kun økologiske ting i haven, siger Hans Erik Lind, som i stedet vælger at luge ukrudtet væk.
Netop knofedt er da også et af de bedste midler mod ukrudt, hvis man ikke har lyst til at fylde rygsprøjten med Roundup for at komme de uønskede planter til livs.
- Ja, så er det ned på alle fire og kravle derudaf og simpelthen luge det op med fingrene. Eller lignende produkter som en gasbrænder kunne også være en mulighed, siger Martin Holmriis.
Supermarkedskæden COOP valgte sidste forår at stoppe med at sælge Roundup. På Gug Anlæg og Planteskole fortsætter man indtil videre med at sælge produktet, men man giver samtidig købere en kyndig vejledning i at bruge midlet med i handlen.
Det vil nemlig ikke nødvendigvis gavne naturen, hvis det ikke længere er muligt at købe Roundup hos de nuværende forhandlere, mener Martin Holmriis.
- Alternativet er jo at man laver et stalddørssalg. Roundup vil altid være der. Ellers skal man forbyde det i hele landet også til landmænd og så videre, for ellers vil der være en eller anden form for stalddørssalg, siger han.