Havearbejde: Planteskoler melder snart udsolgt
Foto: Peter Caludann Kjær
Planter ved Landlyst Plantecenter i Hjørring.
I et helt år har der været ekstra travlt på planteskolerne. De forudser, at der vil blive udsolgt at flere populære planter, inden foråret er omme.
Der arbejdes på højtryk i de danske haver i øjeblikket. Sådan har det egentlig været siden Danmark lukkede ned sidste forår.
Men fordi der så længe har været travlt haverne påvirker det planteskolerne. Og inden for nærmeste fremtid kan man se ind i, at der simpelthen er udsolgt af lige netop den plante, man ellers leder efter.
- Der er mere gang i den end sidste år. Folk er interesserede i alt løgvækst; påskeliljer, stedmor og sågar frugttræer og frugtbuske. På et tidspunkt bliver de planter en mangelvare, for allerede nu melder leverandører udsolgt på mange varer, fortæller Peter Caludann Kjær, indehaver af Landlyst Plantecenter i Hjørring og tilføjer så:
- Vi har jo selv lidt på lager. Men når det er solgt, så tror jeg ikke vi får igen før sidst på efteråret.
Søde spiselige frugter og bær hitter
Tendensen er gældende over hele landet. Det bekræfter Henning Roed, der er formand i Danske Planteskolers hovedbestyrelse.
- Det skyldes dels, at det gik meget stærkt i haverne sidste år. Folk blev sendt hjem, og derhjemme var der kun hjemmet og haven til at lave projekter i, og det benyttede folk sig af i stor stil. Det betød, at der i efteråret blev solgt meget af den produktion, der var til 2021, forklarer han.
FAKTA
Tit er en plante to år undervejs, og ofte 3-5 år. Der er lang respittid – man kan ikke bare geare op fra den ene måned til en anden.
Det vil sige, at når en plantegruppe er udsolgt, skal vi vente en sommer før den næste produktion.
Tendensen er gældende over hele Europa, og den er ikke blevet mindre af, at briterne købte stort ind af planter fra Holland og Belgien inden Breixt.
Kilde: Henning Roed, formand for Danske Planteskolers hovedbestyrelse.
Foruden løgplanter, er det særligt frugttræer og - buske, der er i høj kurs. Peter Caludann Kjær forsikrer dog, at grøntsager ikke vil blive en mangelvare, sådan som det ser ud til at blive med frugttræerne.
- Selvfølgelig er det positivt, at flere går op i planter. Men det er også frustrerende, hvis vi ikke kan skaffe det, kunden gerne vil have. Så prøver de jo et andet sted, siger indehaveren af plantecentret.
En ny målgruppe overtager plantecentre
Den øgede interesse for planter og for projekter i haven kommer ikke bare fra de gængse kunder hos Landlyst Plantecenter i Hjørring. Faktisk er alderen på gennemsnitskunden faldet markant det seneste års tid.
- Mange fra den yngre generation har fået interessen for det, og den interesse kører de videre med i år. Det er voksne børn, der er med deres forældre i et plantecenter for første gang, fortæller Peter Caludann Kjær og uddyber:
- Der er mange førstegangs huskøbere på 22-25 år der kommer ind. Normalt vil de bare have en helt almindelige græsplæne, men efter 2020 har det forandret sig.