Hanne Dahl tager over i EU
Fra og med 9. maj - også kendt som Europadagen - hedder JuniBevægelsens EU-parlamentariker Hanne Dahl.
Hanne Dahl fra Giver
37-årige Hanne Dahl fra Giver i Nordjylland er ingen novice når det kommer til EU-politik.
Hun stillede første gang op til Parlamentet i 1999, og blev i 2000 valgt til Junibevægelsens ledelse - hvor hun siden 2004 har været formand.
Præst m.m.
Hun har tidligere fungeret som præst i det nordjyske, har været kommentator på Weekendavisen og har siden 2004 arbejdet for In/Dem-gruppen i EU-parlamentet.
Store forventningerForventningerne til Hanne Dahl er da også store. Ikke blot er hun spidskandidat ved EU-Parlamentsvalget næste år, hun har også en del at leve op til.
Ved sidste valg fik hun et flot valg med 28.000 personlige stemmer, et tal der forventes at blive meget større i 2009.
Konstruktiv eu-kritik
- Jeg vil arbejde for at bringe den konstruktive EU-kritik videre til en ny generation. EU har fået mere og mere magt, derfor er der i høj grad brug for at videreføre arbejdet med at holde øje med EU, siger hun.
- Det handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod EU - men derimod om, at man tør forholde sig lidt kritisk til det konkrete arbejde. At man blot siger at noget eksempelvis gavner miljøet, er jo desværre ikke det samme som at det også forholder sig sådan.
Desværre er der for mange der lader sig forblinde for meget af de smukke ord når det kommer til EU, og ser for lidt på realiteterne. Jeg er her derimod for at give mig i kast med realiteterne - jeg vil se handling og resultater, frem for pæne ord og tomme løfter om bod og bedring.
- Naturligvis glæder jeg mig til at komme i gang, for der er nok at tage fat på. Jeg ved at Jens-Peter (Bonde) har spøgt med, at jeg var hans gave til EU på Europadagen, men jeg vil dog lige understrege at jeg altså ikke kan byttes, slutter Hanne Dahl.
Læs mere
Læs mere om Hanne Dahl på www.hannedahl.eu