Efter et skadesmareridt, hvor han ikke kunne lege med sine børn, prøver Mads Hvilsom nu at finde sig selv – i klubben, han elsker.
30-årige Mads Hvilsom skulle være på toppen af sin karriere lige nu. I stedet kæmper han med knæet, og kan ikke lege med børnene, mens han søger efter en ny identitet i stedet for ’fodboldspilleren’ Mads, fordi karrieren er slut
En karriere, der i øvrigt startede med en stråle fra en holdkammerat.
Københavnersmart
Den intime scene er fra hans allerførste Hobro-træning, afslører den tidligere bomber og stortalent i nyeste afsnit af TV2 Nords podcast, Tredje Halvleg.
- Det var på ingen måde mobning – men han tisser selvfølgelig på mig, lyder det hudløst ærligt fra en kandidat til Danmarks ærligste og mest reflekterede (eks-)fodboldspiller.
Han var med til at personificere Hobros humlebioptur sammen med Mads Justesen især.
Hvilsom var udskreget som kæmpetalent, der i 2009 fik debut som FCM-spiller som den dengang yngste spiller i Superligaens historie. Men han var ikke klar, siger han selv.
Og blev brugt i et politisk prestigeprojekt for at promovere akademiet, fortæller han i Tredje Halvleg.
Det vidste han ikke, da han blev udlejet til Hobro.
- Så jeg kom og var lidt københavnersmart, siger han.
Hør fortællingen her:
Det fik de hurtigt pillet af ham, siger han og fortsætter fortællingen:
- Jeg har langt hår på det tidspunkt. De laver selvfølgelig ’klassikeren’ med at hælde sæbe i håret. Lige pludselig mærker jeg, at det vand, der rammer mig på benene, er varmere end det ovenfra, husker Mads Hvilsom, der oprindelig er fra Roskilde.
Han tænker ’hvad fanden sker der’ – og ganske rigtigt:
- Alle er helt færdige af grin. Hver gang jeg kigger, så holder han tisset inde.
Hvor fanden er Hobro?
Det blev aldrig til mere i Midtjylland, men i Hobro fandt han lykken, hvor han bombede 16 mål ind i Superligaen i 14/15-sæsonen.
Den fremtid så han ikke, da han ankom til Amerikavej.
- Det var ikke min store drøm. Jeg anede ikke, hvor det var henne. Jeg var inde på livescore og se, at de trods alt spillede første division, lyder det om udlejningen.
I december, inden karrierestoppet blev officielt, stod det så galt til med knæet, at han kun nåede 50-100 meter op ad vejen, før benet ikke ville mere.
Den korte afstand i meter må have føltes uendelig, og indenfor var Hvilsoms to børn, der gerne ville lege med deres far, men hvis knæ ikke tillod det.
Kultklubben blev hjem
Drømmen var derfor også at betale tilbage til klubben, der havde pisset på ham – på den gode måde, da han efter ophold i både dansk, tysk og norsk fodbold vendte retur.
Men kroppen ville ikke, og derfor har han – indtil kontrakten i den fattige første divisionsklub udløber til sommer – fået lov til at være en del af klubbens administration.
Hør Hvilsom sætte ord på hans mangler som leder:
For han lægger ikke skjul på, at klubben er hans hjem, men at han også i den grad slås med erkendelsen om, at det er slut. En identitetskrise af rang, selvom det ikke var lykken, han jagtede til den første træning.
- Men nu sidder jeg ti år efter og siger, det er det bedste, der er sket i mit liv, siger han og husker stadig kontrasten:
- Folk kom jo væltende ind i murertøj. Jeg var vant til, at Winston Ried fortalte om sin VM-slutrunde. Pludselig kommer jeg ind til et serieomklædningsrum. Folk sad bare og hyggede. Det var jo deres fritid, husker han.
Og selv om velkomsten var ‘strålende’, var der ikke noget ondt i det overhovedet
- Det var lidt sådan en måde at sige; ’du er velkommen her, min ven,’ fortæller Mads Hvilsom.
- Men jeg ringede da hjem til mor og far og sagde: ’Hold da kæft, mand. De står fandme og pisser på mig i badet’.
Det seneste afsnit med den rørende og hudløst ærlige fortælling fra manden selv, der stadig kæmper – både fysisk og mentalt – finder du, der hvor du henter dine podcasts.
