Hæder til ungt motorsportstalent
Kristian Schack fra Vadum er efter bare to succesfulde sæsoner som folkerace-kører kåret til årets talent.
Den 16-årige folkerace-kører Kristian Schack fra Vadum er kåret til årets motorsportstalent inden for offroad.
Kristian Schack fra Vadum har været interesseret i biler hele sit liv. Men først for to år siden begyndte han selv at dyrke motorsport.
Nu har han kørt folkerace i to sæsoner, og det har været to succesfulde af slagsen.
I 2014 blev han dansk mester i U16-klassen. Ganske overbevisende vandt han alle seks afdelinger og sluttede dermed med maksimumpoint og masser af trofæer og medaljer. Den præstation blev onsdag aften kronet med kåringen som årets talent inden for kategorien offroad ved Dansk Motorsport Award i Cirkusbygningen i København.
- Det betyde rigtig meget. det viser jo, at der er nogen, der har set, hvad jeg kan og har set, at der er et talent et sted, siger Kristian Schack.
Han er ikke overraskende svært tilfreds med den netop overståede sæson, men fra i år bliver det på papiret noget sværere. Han rykker nemlig op i U18-klassen og har derudover planer om at køre med i klasse 1, som er for voksne kørere. De nye udfordringer forhindrer ham ikke i at have drømme om podiepladser.
- Det kan jeg da kun håbe på. Hvis bilen er lige så god og jeg bliver ved med at gøre det godt, så er der muligheder, siger Kristian Schack.
Han begyndte i august på automekanikeruddannelsen, og han har fra februar læreplads hos det lokale autoværksted. Derudover byder den nærmeste fremtid altså på mere folkerace, men han drømmer om senere at køre rallycross på europæisk niveau og gøre en levevej ud af det, der i dag er en hobby.
- Det ville da være dejligt, hvis jeg kunne leve af det på lidt længere sigt, siger Kristian Schack.