Hård frost i vente: Saltspredere er allerede sat i sving i nordjysk kommune
Vinterens første snefnug ramte Nordjylland lørdag. Derfor rykkede Aalborg Kommune allerede ud med saltspredere på de større veje fra morgenstunden.
Og med 2000 kilometer veje og knap 1000 kilometer cykelstier og fortov er der behov for meget salt.
- Der ligger cirka 6.500 ton salt, forklarer Niels Sloth, der er afdelingsleder for By og Land i Aalborg Kommune, da han viser TV2 Nord rundt.
Saltningen er allerede igang
22 køretøjer spredte tidligt lørdag omkring 85 tons salt på de større veje i Aalborg Kommune, for frosten er kommet, og den går ingen steder de næste mange dage.
- Hvis først vi får et isslag på vejen, så er det næsten umuligt at få væk igen. Så det er altid godt at få noget alt ud, inden det vejr kommer ind,
Forsaltningen gav da også pote lidt efter middag lørdag, hvor de første snefnug faldt.
- Det slud, der kom ind, det er tøet nu, for der ligger salten og tager det første. Så det er altid godt at have lidt salt ude at ligge, når vi har sådan noget vejr, forklarer afdelingslederen.
Der er udsigt til tocifrede frostgrader midt i næste uge, og det kan give udfordringer.
- Når man kommer ned på -8 til -10 grader, så aftager effekten, så skal det bare have lidt mere salt for at nå den samme virkning. Men når vi kommer ned omkring de 15-20 minusgrader, så begynder der at være problemer med saltvirkningen, så skal det virkelig have meget salt, konstaterer Niels Sloth.
Se hele indslaget herunder: