Grønlændere skal ikke opereres i Nordjylland
Foto: Jesper Lange
Region Nordjylland er gået glip af 38 grønlandske patienter, som skal opereres for dårlig knæ i Danmark. Ifølge to medlemmer af regionsrådet, fordi sygehusledelsen har været for dårlig til at forhandle - ikke blot med grønlænderne men også med det personale, der skulle udføre operationerne.
38 grønlandske patienter skal nu have deres knæ opereret i København i stedet for Farsø. Til stor skuffelse for to medlemmer af regionsrådet.
- Jeg har det virkelig dårligt med det, og jeg synes, man har set begrænsningerne i stedet for de muligheder, der lå i det her, siger regionsrådsmedlem Kirsten Moesgaard fra de Konservative til TV2/NORD.
- At vi har sendt vores patienter til Rigshospitalet. Det syntes jeg er en rigtig, rigtig dårlig forretning, siger regionsrådsmedlem Marian Geller fra Venstre til TV2/NORD.
Her i efteråret spurgte det grønlandske hjemmestyre pludselig Region Nordjylland, om de kunne operere 38 grønlandske patienter med dårlig knæ. Eneste betingelse var at operationerne var gennemført inden nytår. Ledelsen gik i gang med at forhandle med personalet på Farsø sygehus, men kunne ikke blive enige med dem om prisen på de ekstra operationer.
- Det er sådan, at vi i en årrække har betalt rigtig mange penge i frivilligt merarbejde. Det har vi nu skåret ned på, fordi vi ikke har råd til det længere. Vi vil hellere bruge pengene på at behandle patienterne i stedet for at lave en masse overarbejde til en meget høj betaling, siger Jens Winther Jensen sundhedsfaglig direktør i Region Nordjylland til TV2/NORD.
Men ifølge regionsrådsmedlemmer har ledelsen optrådt for nærig.
-Hvis vores personale skal arbejde hver eneste aften, fra nu af og frem til juleaften, for at kunne gennemføre det her projekt. Så bliver vi nødt til at betale ved kasse et, det er bare sådan det er, siger regionsrådsmedlem Marian Geller fra Venstre til TV2/NORD.
-Vi skal være mere vakse, når der viser sig nogle gode muligheder og vi skal ikke stå og tøve med nogle småting, siger regionsrådsmedlem Kirsten Moesgaard fra de Konservative til TV2/NORD.
Både Marian Geller og Kirsten Moesgaard vil nu have en redegørelse over forløbet fra sygehusledelsen.