Kort Nyt

Grå og våd fredag i vente

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Du bør nok finde paraplyen frem, hvis du skal opholde dig udendørs i længere tid ad gangen denne fredag.

Vi har nemlig et gråt og vådt vejr i vente.

- Det bliver en dag med mange skyer og regn i perioder, for allerede her til morgen er der regn på vej op over regionen. Og det er noget, der i perioder kan føles sammenhængende, fortæller Lone Seir fra TV2 Vejret.

Der er dog en anelse opklaring at spore senere.

- I løbet af eftermiddagen og aftenen aftager regnen en smule og bliver mindre intens, lyder det fra vejrværten, der lover temperaturer mellem seks og otte grader.

Fredag aften falder temperaturen til mellem fire og fem grader. 

Så mens temperaturerne ligger nogenlunde normalt for årstiden, så åbner himlen sig delvist fra oven.

- Det vil være mange skyer det meste af dagen og lange perioder, hvor det drypper udenfor, er meldingen fra Lone Seir.

Vinden vil dagen igennem komme fra øst og sydøst.

Aalborg Pirates i sejrsstime

I aften mødte Aalborg Pirates Rungsted Seier på hjemmebane, og det endte i en overbevisende sejr.

6-0 blev det til, og Aalborg Pirates har nu vundet deres sjette kamp i træk.

Hjemmebaneholdet gik til pause med en overbevisende føring på 3-0 efter første periode.

Anden periode bød på endnu et mål til Aalborg Pirates, og i sidste periode landede to mål yderligere i modstanderens mål.

Målene blev scoret af Lasse Bo Knudsen, Tobias Ladehoff, to til Darien Craighead og to til Troy Lajeunesse.

Politiet efterlyste dement mand: Manden er fundet

Opdateret 22.02

Manden er fundet i god behold og genforenet med pårørende. Manden blev fundet af en politimand på vej på arbejde. Det oplyser Nordjyllands Politi på X.

Nordjyllands Politi modtog tirsdag aften klokken 20.11 en anmeldelse om en 79-årig dement mand, der var gået fra sin adresse på Skolestien i Hals.

Politiet bragte derfor en efterlysning på manden, som forlod sit hjem klokken 17.45.

- Vi er tilstede i området med hundepatruljer og droner, og vi opfordrer borgerne i området til at lede efter ham, også i deres egne haver, skurer og garager, sagde vagtchef fra Nordjyllands Politi, Jesper Sørensen.

Manden beskrives som cirka 175 cm høj, kraftig af bygning og gråt kortklippet hår. Påklædningen er ukendt. Sådan lød det fra Nordjyllands Politi på X.

Manden blev desuden beskrevet som værende godt gående.

- Borgere i alle byer nord for Hals bør se efter manden, fordi på tre timer kan han i værste fald være noget langt, oplyste vagtchefen.

Hvis man havde henvendelser i sagen, skulle de rettes til 114.

Togdrift genoptaget: Person påkørt af tog, men kun skadet på lænden

Opdateret klokken 17.02

Tirsdag kl. 13.51 fik Nordjyllands Beredskab en melding om en person, der var blevet påkørt af et tog ved Hurup Station.

Personen pådrog sig dog ikke alvorlige skrammer, da der kun er tale om lettere skade på lænden, lyder det i en melding fra Midt- og Vestjyllands Politi på X.


Påkørslen betød dog, at flere togafgange mellem Thisted og Struer var aflyst, og togbusser ville blive indsat, såfremt det var muligt. Det oplyste GoCollective.

På GoCollectives hjemmeside er der dog ikke flere meldinger om aflyste togafgange.

Årsagen til at personen slap så forholdsvis billigt, er at toget blot kørte 5-10 kilometer i timen.

Først blev det aflyst, men nu er åbent hus igen en realitet

Årets åbent hus på Flådestation Frederikshavn blev aflyst tilbage i sommer, men nu er der alligevel mulighed for at komme på besøg på, hvis man er en af de mange, der interesserer sig for flådestationens historie og betydning i både fredelige og konfliktfyldte tider. 

Turistforeningen Toppen af Danmark arrangerer nemlig besøg på Flådestation Frederikshavn i uge seks, syv og otte, og allerede i dag åbnes der for booking.

Det bliver en guidet gåtur til havneområdet på flådestationen, hvor journalist og formidler Per Christiansen, der blandt andet har været nyhedsvært på TV2 og TV2 NEWS, vil være vært.

Man skal dog være opmærksom på, at man skal være mindst 12 år gammel, og ikke være gangbesværet, hvis man skal med på besøg på flådestationen. 

Kuling, glatte veje og faldende temperatur tirsdag

Modsat mandag, så bliver tirsdag en kold en af slagsen.

Der vil nemlig være frisk vind til kuling fra morgenstunden, hvor der måske kan komme en lokal snebyge omkring Frederikshavn og Hjørring.

Temperaturen vil ligge på mellem to og tre gader i løbet af dagen, men den vil falde i løbet af aften. Derfor er der også risiko for glatte veje både tirsdag morgen og aften.

Se hele vejrudsigten herunder:

Er du nysgerrig på, hvordan vejret bliver i dit område, så kan du også spørge Solvej Vindblæs herunder:

Vejret tre timer frem
Vejret senere