GomSpace i nyt samarbejde der skal sikre bedre mobilsignal
Foto: Lange PR
De nordjyske virksomheder GomSpace og 2operate skal samarbejde med Aarhus Universitet om en ny overvågningsplatform af små satellitter, der skal sikre bedre mobildækning.
Virksomhederne GomSpace og 2operate skal i et nyt samarbejde med Aarhus Universitet skabe en overvågningsplatform i rummet, der skal gøre mobildækningen mere effektiv og billigere end de satellitter, der er nu.
Innovationsfonden har investeret 7,5 millioner kroner i det nye, store samarbejde mellem Danmarks mest visionære spillere inden for satellitteknologi. Projektet, der går under navnet MegaMan, vil skabe en ny platform, der kan monitorere hundreder af små satellitter i én samlet megakonstellation.
De nye megakonstellationer kan udover bedre mobilsignal til hele kloden, hjælpe i brancher som landbrug, skibs- og luftfart og landtransport og vil også kunne bruges i rumforskning, klimaforskning og geologiske undersøgelser, skriver Innovationsfonden i en pressemeddelelse.
- GomSpace har store forventninger til, at dette samarbejde vil skabe synergier imellem stærke spillere i den danske tele- og satellitbranche, udtaler Niels Buus, der er CEO i GomSpace i en pressemeddelelse.
- Det er vigtigt for Danmark, at vi får etableret en klynge af virksomheder og forskere, der samarbejder og deler den viden og de kompetencer, man har fra beslægtede brancher. På den måde har vi mulighed for at konkurrere med lande, der har mange flere ingeniører og meget større virksomheder, end vi har, siger han.