Godt nyt til sommerhusejere: Markant interesse giver imponerende økonomisk afkast
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Sommerhusejere landet over kan glæde sig over nye tal, der viser en markant stigning i både salg og udlejning af danske sommerhuse. Og den stigende interesse kan mærkes på økonomien.
Hvis der er én ting vi danskere kan lide, så er det hygge. Og hvad emmer mere af hygge, end en tur i sommerhus.
Og særligt under en verdensomspændende pandemi, hvor vi ikke må gøre andet, end at blive hjemme, har vi brug for hygge.
Der er blevet talt meget om kurver den seneste tid, men heldigvis, i dette tilfælde, er det ikke smittekurven, der er sprunget.
Kurven for antal solgte sommerhuset når næsten nye højder, i de nyligt offentliggjorte tal.
Flere kommuner landet over har fordoblet deres salg af sommerhuse, og de nordjyske kommuner følger trop.
Hele otte kommuner i Nordjylland har kunnet mærke en markant stigning i antallet af solgte sommerhuse i perioden januar til september, sammenlignet med samme periode sidste år.
Oversigt over stigningen af antal solgte sommerhuse i nordjyske kommuner sammenlignet med sidste år
Vesthimmerland - 90 procent
Læsø - 79 procent
Aalborg - 76 procent
Hjørring - 73 procent
Mariagerfjord - 72 procent
Thisted - 60 procent
Frederikshavn - 57 procent
Jammerbugt - 46 procent
Kilde: boligsiden.dk
Og i bedste udbud og efterspørgselsstil, kan interessen også mærkes økonomisk.
Kvadratmeterprisen på sommerhuse er steget med mere end 12 procent på landsplan det seneste år, hvilket giver et markant økonomisk afkast hvis sommerhusejere vælger at sælge.
- Kvadratmeterpriserne er steget mest på markedet for fritidsboliger – særligt hjulpet på vej af den stigende sommerhushandel denne sommer. Her er kvadratmeterprisen på landsplan gennemsnitligt steget med 2.103 kr. For sommerhusejere, der ejer et sommerhus på 80 kvadratmeter svarer det til en fortjeneste på hele 168.240 kroner, skriver Nybolig i en pressemeddelelse.
Vesthimmerland storhitter
Vesthimmerland, der med sin stigning på 90 procent, placerer sig solidt i toppen af feltet over bedst sommerhus-sælgende nordjyske kommuner - og sågar i top 10 på landsplan.
Og det kan mærkes hos de lokale mæglere.
- Siden maj og helt indtil nu har vi skreget efter flere sommerhuse på grund af den store efterspørgsel, lyder det grinende fra Louise Grynderup, indehaver af Nybolig Vesthimmerlands Løgstør afdeling.
En forventet stigning
Det kommer dog ikke bag på Louise Grynderup at stigningen ville komme. Allerede tilbage i januar blev der lagt an til et godt sommerhus år.
- Vi har kunnet mærke det i noget tid. Blandt andet på grund af renten, der bare er blevet lavere og lavere og på at man nu kan få et højere realkreditlån på sit sommerhus. Det har gjort at flere har kunnet være med til at købe sommerhus.
Da coronapandemien for alvor kom til Danmark stod markedet stille for en kort stund, fortæller Louise Grynderup, der dog hurtigt tilføjer, at for sommerhusmarkedet, kom coronaen på det perfekte tidspunkt.
- Alle de gode ting der lå i støbeskeen til at starte med (læs: lavere renter og højere realkreditlån) er så bare blevet forstærket af, at man så skal holde sin sommerferie hjemme.
Udlejning hitter også
Ikke kun salget boomer på sommerhusfronten.
Se indslaget nedenfor, hvor erhvervsminister Simon Kollerup (S) melder ud, at han ikke ønsker at begrænse sommerhusejernes mulighed for at udleje deres sommerhuse.