Gi’ en krammer: I dag er det international krammedag
Foto: Bax Lindhardt / Ritzau Scanpix
Den 21. januar er dedikeret til at kramme. TV2 Nords reporter undersøger, hvordan nordjyderne har det med at give et knus.
Nogen er vilde med det, imens andre hader det. Nogen gør det ofte, imens nogen gør det mindst muligt. Og nogen vil elske denne dag, imens andre vil stejle og ignorere dagen helt.
Det er international krammedag, og her på TV2 Nord har vi sendt reporteren Rasmus Krøll og fotografen Kenny Nissen ud for at måle nordjydernes puls, når det kommer til at kramme.
Rasmus Krøll og Kenny Nissen vil forsøge at kramme erhvervslivet, der i dag er samlet til konference. De besøger også VUC og HF i Aalborg og spørger de unge om, hvordan de har det med at kramme.
Se, hvordan det går i udsendelsen herunder. (Artiklen fortsætter under videoen)
Hvad er international krammedag?
Den internationale krammedag blev oprettet af amerikaneren Kevin Zaborney den 21. januar 1986 i Clio, Michigan, USA. Siden da har amerikanerne taget dagen til sig.
Kevin Zaborney oprettede dagen, fordi han synes, at folk virkede lidt deprimeret i januar, og godt kunne trænge til en krammer. Ideen med dagen var også at opfordre alle til at kramme deres familie og venner oftere.
Pia Mourier giver i videoen herunder nogle fifs, der gør det nemmere at aflæse, om man skal kramme eller ikke skal kramme. (Artiklen fortsætter under videoen)
Kær dag har mange navne
I Danmark fejrer vi især mærkedagene juleaften, nytår, påskedag, fastelavn, arbejdernes internationale kampdag den 1. maj, Grundlovsdag den 5. juni, kvindernes internationale kampdag den 8. marts, mors-dag den 12. maj, fars-dag den 5. juni.
Vi har efterhånden også taget de amerikanske mærkedage halloween og valentinsdag til os, men der er langt flere dage, der har sit helt eget tema.
I alt er der 111 temadage, som er registreret i den danske kalender på Temadag.dk.
Her er de almindelige mærkedag vi kender registret sammen med ’tænkedag’, ’verdens dag for vand’ og ’international teaterdag’.