Genforening dyr for nordjyderne: Der blev længere til dåsebajerne
Selvom nordjyderne er glade for grænsehandlen ønsker de ikke, at grænsen til Tyskland så ud som før 1864, hvor sønderjyderne blev skilt fra Danmark.
Hele kongeriget fejrer lige nu genforeningen med Sønderjylland, der fandt sted for 100 år siden. Men for nordjyderne betød det også, at grænsen til Tyskland pludselig blev flyttet mere end 80 kilometer længere syd på - og det er dyrt, når man skal ned efter billige øl og slik. Nordjyderne tager dog gerne den ekstra lange tur for hyggens skyld.
Mens sønderjyderne fejrer genforeningen hvert eneste år med adskillige mærkedage, så er nordjydernes forhold til grænsen helt anderledes pragmatisk.
De fleste nordjyder TV2 Nord mødte ved Fleggaard i Harrislee havde da også overvejet dilemmaet.
- Man tænker da på, om det overhovedet kan betale sig at køre herned og handle, men jeg tror alligevel vi gør det meste for hyggens skyld, siger Heidi Neergaard fra Thisted, der har både sin søster og mor med på turen.
For Gustav Tange Andersen fra Nykøbing Mors var overvejelsen også et spørgsmål om plusser og minusser.
- Jeg køber ind til mit svendegilde, og så var vi hernede på et ophold alligevel, så derfor handler vi ved grænsen i dag, men det er klart, at der skal bruges en masse benzin. Og det er heller ikke så smart med hensyn til klimaet, siger Gustav Tange Andersen.
Ingen af dem TV2 Nord mødte med tungt læssede indkøbsvogne kunne dog drømme om, at ønske grænsen tilbage til 1864, hvor sønderjyderne blev skilt fra Danmark - selv om det ville spare dem for mange kilometer.
Det handler ikke om at spare - men om at hygge
For de fleste er grænsehandel nemlig slet ikke et spørgsmål om at spare penge, men et spørgsmål om en tur og en oplevelse. TV2 Nord mødte især mange kvinder på p-pladsen i Harrislee.
Pernile Nørskov fra Hobro og Louise Andersen fra Mejlby havde taget turen sammen.
- Vi har været bedste veninder i 8 år, og det er længe siden, vi har haft en alenedag. Vores mænd gider ikke alt det bøvl og shopping – det er nok mere vi piger, der vil handle, siger de to kvinder, der blandt andet købte ind til en barnedåb.
Familien Neergaard fra Thisted fik fyldt bilen op til randen, når muligheden nu bød sig.
- Når man er her, kan man jo ligeså godt købe lidt ind. Det er nok en nordjysk tradition, siger Julie Neergaard.
Storesøster Heidi indrømmer, at hun fik handlet for cirka 2.000 kroner, men så havde hun også bestillinger med hjemmefra. Connie Neergaard fra Ranum erkender, at regnestykket nok ikke går i plus, hvis man regner alting med:
- Det kan vist ikke svare sig i længden, men vi gør det for turens skyld, så vi kan få snakket sammen i bilen, siger Connie Neergaard.