Genbo fangede tyv på vej ud af vinduet
Foto: tv2nord.dk (Arkiv)
En 18-årig tyveknægt kørte direkte i armene på politiet med favnen fuld af tyvekoster.
En vågen genbo på Vibevej i Aalborg så en tyv kravle ud af et køkkenvindue med armene fuld af tyvekoster og tilkaldte politiet.
En vågen genbo opdagede søndag morgen en indbrudstyv i huset overfor. Klokken var ti minutter i otte, da han hørte et bump udenfor. Han kiggede ud af vinduet og så en mand, der var på vej ud af køkkenvinduet i huset overfor.
Indbrudstyven havde favnen fuld af tyvekoster. Genboen ringede med det samme til politiet, der sendte en patrulje ud til stedet, mens genboen fortsat havde politiet i røret.
Indbrudstyven havde imidlertid fået sat sig op på en cykel og var på vej væk med tyvekosterne, men han cyklede direkte ind i armene på politiet.
Vagtchef hos Nordjyllands Politi, Peter Redder, roser genboen for hans årvågenhed:
- Det var meget fint arbejde, og det er jo en succeshistorie, når uheldet nu er ude, siger han.
Politiet anholdt tyven, der er en 18-årig mand . Han er en kending af politiet.
Den 18-årige mand havde blandt andet stjålet en Playstation, en computer og en X Box.