Fyrede slagteri-arbejdere frygtede det værste
Slagterilukning i Skovsgaard. Op mod 125 medarbejdere fra HKScans afdeling i Skovsgaard bliver opsagt fra udgangen af marts måned. Manglende efterspørgsel på dansk kylling er den primære årsag til, at der lukkes ned for slagtning
Tillidsrepræsentanterne for de op mod 125 medarbejdere er kede af dagens nyhed med samtidig ikke overraskede.
Medarbejderne hos HKScan Denmark fik langt fra den start på året, de havde håbet, da de mandag formiddag blev meddelt, at to af afdelingerne på fjerkræslagteriet i Skovsgaard lukker med udgangen af marts. Medarbejderne har gennem noget tid haft en fornemmelse af, at de kunne blive ramt af en lukning, men håbede til det sidste, at de kunne få lov til at fortsætte.
- Selvfølgelig er vi utroligt kede af det alle sammen; at vi halv elve fik den besked, at der efter den 31. marts ikke skal slagtes kyllinger i Skovsgård, siger tillidsrepræsentant Peer Jensen.
115-125 medarbejdere fra to afdelinger på slagteriet bliver ofre for manglende efterspørgsel på danske kyllinger og for høje produktionsomkostninger. Selvom de ansatte har gennem flere år forsøgt at tilpasse sig markedet med tiltag som natarbejde og rullende pauser, kan de ikke blive ved med at konkurrere med udlandets lønninger.
- Vi har kastet os ind med alt det, vi har for at redde den her arbejdsplads, og det er så desværre ikke lykkede, siger tillidsrepræsentant Vivian Hvolbæk Hansen
Lukningen skyldes ikke, at markedet for kylling er nedadgående. Kylling er populært som aldrig før, men det er ikke den danske kylling.
- Det er meget svært, men vi ved jo godt, at der bliver slagtet kyllinger i Polen, Tyskland og Holland, som kan gøre det billigere end os, og det er det, der er vores problem, siger Peer Jensen.