Fupmails i omløb: Svindlere bruger ufin taktik
Sørg for at italesætte det, lyder rådet fra politiet.
"Efter en EDB-indtastning af data til bekæmpelse af kriminalitet og efter bemyndigelse fra politidirektør XX sender vi denne indkaldelse".
Sådan lyder indledningen på en såkaldt fupmail, som mange de seneste dage har modtaget i deres indbakke, og som har gjort, at Nordjyllands Politi har modtaget flere end 100 henvendelser fra ældre bekymrede borgere.
Skrivelserne giver sig altså ud for at være sendt fra en navngiven ansat ved Nordjyllands Politi, som beskylder modtageren for blandt andet at være i besiddelse af børnepornografi, hvilket ifølge afsenderen kan give både fængsel og bøde.
- Man skal i første omgang være meget, meget vågen, og så skal man som udgangspunkt tro, at det er fup og svindel. Vi skriver ikke den slags mails ud. De kommer fra svindlere, så slet dem, siger politiinspektør ved Nordjyllands Politi, Ole Kristensen.
Ufin finte
I mailen opfordres modtageren til at kontakte afsenderen. Men ifølge det rigtige Nordjyllands Politi er det kun for at lokke betalingsoplysninger ud af offeret.
Måden, svindlerne gør det på, er ifølge politiet langt fra tilfældig.
- De prøver at påføre folk en eller anden form for skam, så man ikke vil tale om det. Det er helt bevidst, og det er til svindlernes fordel. Vores opfordring er, at når man får sådan en mail, så ring til en ven, og hør om de har fået en lignende mail. Sørg for at italesætte det. Især overfor ældre mennesker i ens omgangskreds således, at det bliver helt naturligt, at man får talt om, at der er nogle, der prøver at franarre en penge, siger Ole Kristensen.