Frygter flere juleindbrud: Sådan undgår du ubudne gæster
I 2020 og 2021 var der markant færre juleindbrud, end det var tilfældet i 2019.
Forsikringsselskab forventer flere indbrud i julen sammenlignet med de to foregående år.
Det siges, at julen er hjerternes fest. En højtid, hvor mange åbner deres hjerter og inviterer folk ind i deres hjem.
Paradoksalt nok er det også en tid, hvor der bliver begået enormt mange indbrud. Dog viser en opgørelse fra Topdanmark, at antallet af indbrudsanmeldelser i juledagene i 2020 og i 2021 var 55 og 45 procent lavere end i juledagene i 2019, hvor der endnu ikke var noget, der hed corona.
Samme positive udvikling i tallene forventes imidlertid ikke her i 2022.
- Vi forventer, at der vil ske flere indbrud hen over julen i forhold til juledagene 2020 og 2021, hvor corona havde stor betydning for indbrudstallene. I år vil vi formentligt se, at flere skal besøge familien, til større arrangementer eller ud at rejse, mens huset står tomt derhjemme, siger Rasmus Ruby-Johansen, skadedirektør i Topdanmark.
10 gode råd
Derfor opfordrer Rasmus Ruby-Johansen folk til at sikre sig, inden de forlader deres matrikel i juledagene.
- Med gode, solide låse, døre og sikrede vinduer gør man det væsentligt mere besværligt for tyven at komme både ind og ud af huset. Derudover kan det være godt givet ud at aftale med naboerne, at de holder øje med huset og eventuelt parkerer deres bil i indkørslen, hvis man er væk i flere dage, siger han og fortsætter:
- Og selvom det er en rigtig god idé at spare på strømmen i disse tider, anbefaler vi, at man lader nogle LED-lamper stå tændt, så det ligner, at der er nogen hjemme. Her kan man med fordel sætte timere til, så man reducerer energiforbruget i de lyse timer, siger Rasmus Ruby-Johansen.
10 gode råd
Lad et par lamper stå tændt, så det ligner, der er nogen hjemme
Sæt timer på en række af dine lamper, så der ser beboet ud
Sørg for at sikre dit hjem med ordentlige låse og sikringsbeslag til vinduerne
Fortæl naboerne, hvornår du ikke er hjemme, og bed dem parkere i din indkørsel, tømme din postkasse og bruge din skraldespand, hvis du er væk i længere tid
Hvis vi får hvid jul: Få nogen til at skovle sne foran dit hus
Kan tyven kigge ind i dit hjem, så lad det se beboet ud. Mange mennesker rydder for eksempel pænt op, inden de tager hjemmefra – og det kan tyven se
Tjek dit hjem med ”tyvens briller på" og gem værdifulde ting, så man ikke kan se dem udefra – fx de dyre møbler, elektronik, kunst osv.
Undgå at lægge julegaverne synligt derhjemme – eller i bilen
Gem ikke kvitteringerne sammen med gaverne
Fortæl ikke på sociale medier, at du er væk hjemmefra – du kan altid lægge julebillederne op, når du kommer hjem igen
Kilde: Topdanmark
Der er størst risiko for at få besøg af ubudne gæster den 24. december, mens den 23. december er den dag, hvor der begås næstflest indbrud.
Selvom Topdanmark forventer, at antallet af indbrud i juledagene i 2022 vil vokse sammenlignet med de to foregående år, er det ikke forventningen, at det vil nærme sig niveauet før corona.
- I en længere årrække har der været en faldende tendens i anmeldte indbrud, og det er naturligvis rigtig positivt. For én ting er, at det er ærgerligt at få stjålet sine personlige ting, noget andet er den meget ubehagelige oplevelse, det ofte er at opdage et indbrud i sit hjem. Det kan skabe meget utryghed, og derfor tilbyder vi også psykologhjælp til de kunder, der har behov for det, siger Rasmus Ruby-Johansen.