Frygtelig lykkelig: Frustreret Jørgen glæder sig over rekordmange blanke stemmer
Valget i 2022 havde 57 procent flere blanke stemmer i Nordjylland.
4373 nordjyder afleverede en blank stemmeseddel i boksen i tirsdags.
Det er derfor lidt på bagkant, denne opfordring går videre.
- Så stem da for pokker blankt!
Ordene falder fra Jørgen Mikkelsen.
Han er stifter af Facebook-gruppen, Folkepensionisterne svigtes af Folketinget, der aktuelt har over 20.000 medlemmer.
De fik samme budskab inden valget af pensionisten fra Hou.
Og måske lykkedes det at trænge igennem med budskabet.
I hvert fald var folketingsvalget 2022 uhørt højt målt på blanke stemmer.
- Jeg tror, jeg har haft en lille finger med i spillet, lyder det med et glimt i øjet fra Jørgen Mikkelsen.
I 2019 stemte 2779 nordjyder blankt, mens det ved dette valg var 4373 nordjyder.
En stigning på 57,3 procent.
- Det, at man går ned og stemmer blankt, er et signal til politikerne om, at der er noget, man ikke er helt tilfreds med, eller at man ikke har kunnet se sig selv i nogle af de politiske alternativer, der er, siger Ditte Shamshiri-Petersen, der er valgforsker og lektor hos Institut for Politik og Samfund på Aalborg Universitet.
Det flugter meget godt med Jørgen Mikkelsens holdning på havnen i Hou.
- Der er mange, der siger til os: 'Jamen så bliver jeg hjemme på sofaen'. Så siger jeg: 'Det skal I ikke!' Det skal I ikke gøre, I skal stemme blankt. Så siger I nej til de muligheder, der er, men ja til demokratiet, siger medstifteren af Facebook-gruppen og afslører sit (manglende) kryds.
Facebook-gruppen er en støttegruppe for partiet, Borgernes Folkeparti. Partiet nåede ikke at samle tiltrækkeligt med vælgererklæringer til, at de kunne stille op til Folketingsvalget.
De er især frustreret over behandlingen af de ældre.
- Man tager nogle ind, som ikke har nogen baggrund for ældrepleje og så havner man i sådan nogle skrækkelige situationer, siger han med henvisning til de mange skræksager fra plejeområdet. Senest TV2s dokumentar 'Opråb fra plejehjemmet'.
Mens stigningen i antallet af blanke stemmer var voksede, lå stemmeprocenten nogenlunde på samme niveau - godt 83 procent.