Fredning af pædagoger koster skoler millioner
19 ud af de 31 truede pædagogstillinger i Thisted Kommune bliver fredet. Over fem millioner kroner er fundet i skole- og dagpasningsområdet.
Børne- og Familieudvalget i Thisted Kommune holdt tirsdag ekstraordinært møde for at drøfte nedskæringerne i daginstitutionerne.
Med et flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Enhedslisten bliver 19 ud af de 31 truede pædagogstillinger fredet. I alt er der blevet fundet 8,5 millioner kroner til fredningen af de 19 pædagogstillinger.
5,4 millioner kroner bliver taget fra skole- og dagpasningsområdet, 1,9 millioner kommer fra den forventede børnemilliard, mens resten skal finansieres af forældrebetaling.
-Det er skolerne, der kommer til at bøde for det her. Vi skal kigge på problemet igen til 2015-budgettet, og det er derfor kun en lappeløsning. Det er lidt som at tisse i bukserne, siger formand for Børne- og Familieudvalget, Poul Hvass Hansen (C), til tv2nord.dk.
Nedskæringerne på området har resulteret i både pædagogstrejker og forældreblokader i løbet af den seneste uge. Pædagogerne stoppede dog med at strejke, da de fredag på et møde sammen politikerne blev lovet, at nogle stillinger vil blive fredet.