Fra himmel til helvede: Nordjysk Liverpool-spiller slemt skadet
Den nordjyske fodboldspiller Sofie Lundgaard blev for en uge siden storrost af sin anfører.
- Sofie har gjort det virkelig godt, og jeg synes, at hun var storslået. Vandt en masse andenbolde og var modig med bolden. Hun har været nødt til at være tålmodig, men hun har været fantastisk til træning og fortjener alle roserne, lød det dengang fra Niamh Fahey.
Nu er der formentlig lidt mere alvorlige miner hos den tidligere Fortuna Hjørring-profil og nuværende Liverpool FC Women-spiller.
Hun er nemlig blevet ramt af en slem knæskade, der holder hende ude i nogle måneder. Det skriver hun på sin egen Instagram.
TV2 Nord fulgte sidste år 21-årige Sofie Lundgaard i England og en anden tidligere Fortuna Hjørring-spiller, Karoline Olesen, der spiller i Everton FC, i programmet "Fodbolddrømme i Liverpool".
Sofie Lundgaard skiftede fra Fortuna Hjørring til Liverpool i januar 2023, hvor hun skrev under på en 2 ½-årig kontrakt med den store engelske klub.
Sofie Lundgaard har ikke fået debut på det danske kvindelandshold i fodbold, men hun har repræsenteret flere ungdomslandshold.