Fra Aalborg til København på 43 minutter
Danmark bør have et nationalt magnetsvævetognet. Det vil kræve etablering af en forbindelse mellem Jylland og Sjælland.
Schiller Instituttets danske formand Tom Gillesberg sendte i dag et forslag fra Schiller Instituttet til Folketingets Trafikudvalgets sekretariat og Infrastrukturkommissionen om nødvendigheden af et national dansk magnetsvævetognet, der kan reducere rejsetiden Århus-København til 25 minutter og Aalborg-København til 43 minutter.
Den korte rejsetid er mulig gennem etableringen af en "Kattegatforbindelse" der forbinder Sjælland og Jylland via Samsø.
Magnetsvævetog fragter den dag i dag dagligt passagerer de 30 km fra Shanghai til Shanghai Lufthavn på 7 minutter og 20 sekunder med en hastighed på op til 431 km/t.
Allerede i juli 2006 fremlagde Schiller Instituttet sit forslag i en kampagneavis.
Det har fået fornyet aktualitet efter Jyllands-Postens rapport om en mulig fremtidig "Kattegat-forbindelse".
Tom Gillesberg udtaler, at et sådant hurtigtognet baseret på fremtidens teknologi, gennem at være hurtigere og mere bekvemt end biltrafik, for alvor kan flytte transport fra landevejene over til den kollektive trafik.
På grund af manglende forståelse for infrastrukturinvesteringer i vores nabolande, er Danmark nødt til at gå foran, og allerede nu etablere et hurtigt og fremtidssikret nationalt magnetsvævetognet, der efterfølgende kan videreføres til storbyerne i Danmarks nabolande og erstatte flytrafik på intereuropæiske rejsemål.
Schiller Instituttet vurderer i sit forslag fra juli 2006, at et fuldt udbygget dansk »maglev-H« vil bestå af cirka 635 km dobbelt magnetbanespor til en anlægspris på omkring 150 mia. kroner.
Dertil kommer prisen for en Kattegatforbindelse på omkring 40 mia. kroner så den samlede pris anslås at løbe op i omkring 190 mia. 2006-kroner.