Fotos af dine øjne fortæller om du er syg
Foto: Lars Christoffersen
Et fotografi af øjet fortæller meget. Det kan fortælle, om du har diabetes, nyresygdomme eller andre sygdomme.
Et fotografi af dit øje kan fortælle, om du har diabetes, en svulst i hjernen eller måske forhøjet blodtryk. På Aalborg Sygehus er antallet af fotografiske undersøgelser eksploderet de seneste år.
Flere og flere sygdomme bliver afsløret ved hjælp af øjen-fotografier. På Aalborg Sygehus er antallet af fotografiske undersøgelser steget fra 3.609 i 2006 til 17.398 i 2011. Det er altså næsten en femdobling. Fotografering af patienternes øjne er blevet en vigtig faktor i diagnosticering og behandling af mange sygdomme.
- Mange sygdomme kan se i øjet: Selvfølgelig øjensygdomme, men også sukkersyge, forhøjet blodtryk, nyresygdomme og svulster i hjernen kan ses i øjet meget tidligt i sygdomsforløbet, siger ledende overlæge Kirsten Lau Baggesen, Øjenafdelingen.
Fotografierne bliver taget med et specielt apparat, et såkaldt funduskamera, der kan tage helt nære fotos af blodkar og synsnerve. Efter billederne er taget, bliver de undersøgt af en læge.
- Et øjenfotografi er ikke "bare" et foto af et øje. De apparater, vi har i dag, kan tage supernære fotos af blodkar og atypiske områder i alle dele af øjet. Billeder er hjælp til diagnosticering og dokumentation, siger overlæge Kirsten Lau Baggesen.
Som den første i Danmark samler Øjenafdelingen på Aalborg Sygehus den 10. og 11. maj øjenfotograferne fra landets hospitaler og øjenklinikker til et stort fotosymposium på Comwell Rebild Bakker. Formålet er dele viden og skabe netværk til udvikling af øjenfotografering.