Forventer tusindvis flere flygtninge - sådan forbereder nordjyske kommuner sig
Nordjyske borgmester erkender, at det bliver en stor udfordring at tage imod mange flere flygtninge. Men de er klar til at hjælpe - også med alternative metoder.
Regeringen forbereder sig på, at Danmark kan modtage over 100.000 ukrainske flygtninge den kommende tid.
Det sagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på et pressemøde fredag.
- Det er fuldstændig uden sammenligning med noget, vi har prøvet før. Det går virkelig stærkt, og vi gør alt, hvad vi kan, for at følge med.
Tidligere har regeringen forberedt sig på, at 20.000 ukrainske flygtninge vil søge om opholdstilladelse. Men det tal er allerede overgået, hvilket man var forberedte på i Frederikshavn Kommune.
Vi er rigtig godt forberedte til at tage imod.
Borgmester Birgit S. Hansen.
Her har man regnet på tallene, og indtil videre gør de sig klar til at modtage 1000-1300 ukrainere, der er flygtet fra krigen.
- Kommunaldirektøren spurgte på byrådsmødet onsdag, om vi var beredte på at modtage endnu flere, og det var vi, fortæller borgmester Birgit S. Hansen (S).
- Det betyder, at vi skal forberede os endnu mere. Det gælder både i forhold til bolig, dagtilbud, jobcenter og skoler, og der kan godt opstå ventetid.
Pressemøde
- Her er nogle af de vigtigste punkter nævnt på mødet:
- Regeringen gør klar til at modtage over 100.000 flygtninge
- Der skal oprettes modtageklasser de fleste steder i Danmark
- Minister fraråder at evakuere ukrainere, særligt børn
- Udgifterne til ukrainerne de første 12 måneder skal komme fra udviklingsbistanden
- De danske myndigheder kan være nødt til at tage alternative indkvarteringsmuligheder i brug, herunder telte
Kolossal velvilje
Det vil primært være børn og kvinder, der kommer til Danmark, og de vil ifølge regeringen blive fordelt rundt omkring i landets kommuner.
- Lige nu asfalterer vi, mens vi kører. Vi debatterer løbende, hvordan vi gør. En overgang kan vi være nødt til at se bort fra eksempelvis minimumsnomeringer og loft over antal elever i klasserne, siger Birgit S. Hansen, og tilføjer, at det kan blive nødvendigt at udvise særlig rummelighed.
Og den har de i Frederikshavn Kommune oplevet i stor stil allerede.
- Jeg må bare sige, at den kolossale velvilje fra myndighed og borgere betyder noget. Lige nu er der ikke meget snak om penge. Men det kommer selvøfølgelig og er en aftale mellem staten og kommunerne.
Med det ekstra antal flygtninge kan privat indkvartering også komme på tale.
- Vi er i fuld gang med at lave aftaler med boligforeninger, hvor ledige ældreboliger kan komme i spil. Folk med ekstra plads ringer også til kommunen og byder ind.
Det vi tænker på, når vi vågner, er at være bredte.
Borgmester Birgit S. Hansen.
Presset på boliger
Også i Aalborg Kommune har de forventet, at tallet ville blive opjusteret. Men det bliver en udfordring, siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
- Det er en kæmpemæssig udfordring, men der er ikke andet at gøre end at rykke sammen og løse det i fællesskab.
Ligesom i Frederikshavn har også Aalborg Kommune oplevet en enorm opbakning fra flere kanter.
- Vi får mange henvendelser fra både borgere og erhvervsliv. Især er erhvervslivet trådt til for at byde ind med arbejdspladser til de ukrainske flygtninge, fortæller Thomas Kastrup-Larsen.
Særlov om ukrainske flygtninge
- 4. marts vedtog et flertal i Folketinget en særlov, der skal hjælpe ukrainske flygtninge i Danmark
- Særloven er en suspendering af de normalt gældende asylregler, så ukrainske flygtninge hurtigt kan få opholdstilladelse. På den måde kan de bo ude i samfundet, tage et arbejde, og børnene kan gå i skole. Opholdstilladelsen gælder to år.
I Aalborg Kommune har de endnu ikke overblik over, hvor mange flygtninge, de står til at modtage. Men det vil give udfordringer på boligområdet, forudser borgmesteren.
- Vi var jo allerede været i gang med at finde indkvartering og tomme boliger. Men det bliver sværere og sværere.
- Vi vil gerne ud i hele kommunen og undgå at koncentrere i bestemte områder. Så vi taler både med boligforeningerne og vil se på muligheden for privat indkvartering, lyder det fra Aalborgs borgmester.
Udsigten til mange flere flygtninge og udfordringerne med boliger skal drøftes på mandagens økonomimøde.
En stor udfordring for kommunerne
Udlændinge- og Integrationsminister Mattias Tesfaye lægger ikke skjul på, at Danmark står over for en enorm opgave, som vil kræve noget af alle - særligt af kommunerne. Ministeren har tidligere fredag haft et positivt møde med Kommunernes Landsforening (KL), fortæller han.
- Jeg er glad for den indsats, der er på landets rådhuse. Den viser, at vi står sammen, siger Mattias Tesfaye.
Han understreger, at kommunerne ikke vil blive "sorteper" i den vanskelige situation, og at der vil følge penge med.
Massivt pres på landets skoler
Cirka halvdelen af de flygtninge, der kommer til Danmark, forventes at være børn. Og det vil uden tvivl skabe et massivt pres på landets daginstitutioner og i skoler. Sådan lyder det også i dag fra børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) på fredagens pressemøde.
- Oven på de to turbulente coronaår vi har haft, ville jeg ønske, at skoler og dagsinstitutioner havde tid til at sunde sig, siger hun.
Ministeren tilføjer, at hun håber og tror på, at institutionerne kan løfte den opgave, det bliver at indlemme de ukrainske børn i det danske system. Eksempelvis peger Pernille Rosenkrantz-Theil på, at pensionerede pædagoger og studerende kan hjælpe til.